Gå til indhold
Vi er ikke bange for nogen

Vi er ikke bange for nogen

Aktuel kommentar: På dagen for Copenhagen Pride pointerer ELN’s formand Jens Lomborg, at vi møder alle mennesker med åbenhed og respekt, men ideologien bag regnbuen er vi bange for.

Jeg møder ofte den misforståelse, at kritikere af LGBT+ ideologien er folk, der føler sig truet og frygtsomme af minoriteters blotte tilstedeværelse.

Det er på sin vis rigtigt, at vi er bange. Det er blot vigtigt at slå fast, hvad det handler – og ikke handler om.

Det handler nemlig ikke om, at vi med et traditionelt syn på køn og seksualitet føler os utilpasse ved homoseksuelle eller transpersoner, at vi skulle have svært ved at tolerere nogles trang til at lufte diverse seksuelle udtryk under Priden, eller at vi ikke har forståelse for, at selvfølgelig skal minoriteter have rettigheder og beskyttes mod repressalier.  

Det er heller ikke, fordi vi ikke fuldt ud anerkender, at nogle er udfordret på deres kønsidentitet. Ej heller handler det om, at regnbuefamilier ikke skal bydes lige så hjertelig velkomne som andre i institutioner, skoler – og kirker!

Det handler altså ikke om frygt, forargelse, bornerthed eller en trang til at udskamme eller nedvurdere mennesker.

Hvad det handler om, er langt mere alvorligt. Det handler om, at en normkritisk ideologi grundlæggende ønsker at ændre samfundets opfattelse af, at der findes noget normalt – overhovedet. Det skinner igennem ikke blot i kønsdebatten, men på hele identitets- og krænkelsesdagsordenen.

Judith Butler, amerikansk filosof med enorm gennemslagskraft på universiteter i såvel USA som Europa, pointerer, at kønsidentitet ikke er noget iboende, ”vores oplevelse af køn og kønsidentitet er konstrueret”.

Det kalder på modsigelse. Hvorfor?

Det korte svar er: Fordi det ikke er rigtigt. Køn er ikke en konstruktion. Køn er biologisk. Spørg bare lægerne.

Et længere svar vil handle om, at vi ikke ved, hvad det betyder for vores børn og unges identitetsdannelse, at de får det ansvar, at de selv kan vælge deres køn og seksuelle orientering.

Et eksempel: Sex & Samfund, hvis seksualundervisningsmateriale er det mest brugte i grundskolen, har en erklæret normkritisk tilgang til sit arbejde.

Det ses skræmmende tydeligt i svaret til en 13-årig pige, der er i tvivl om sin seksualitet og henvender sig til Sex & Samfunds rådgivningstilbudSexlinien. Hovedbudskabet er, at kun pigen selv definerer sin seksualitet, og svaret fortsætter:

”Du kan godt definere dig som biseksuel, hvis du tænder på to køn fx drenge og transpiger. Hvis du tænder på mere end to køn fx drenge, piger og transpiger kan man kalde sig polyseksuel. Hvis køn ikke betyder noget for, hvem du tænder på kan du kalde dig panseksuel. Hvis du slet ikke tror på, at der bare findes to køn kan du kalde dig queer. Der findes mange betegnelser, fordi menneskers seksualitet er meget forskellige…”

Er det et godt svar til en 13-årig? Er det et svar, som de fleste danskere vil finde passende og msorgsfuldt?

Også AIDS-fondet har en erklæret normkritisk tilgang til deres arbejde. Det kommer f.eks. til udtryk, når de sender unge ud til unge i skolerne i projekt NormStormerne, et samarbejde mellem fondet, Københavns og Aarhus Kommuner, Sex & Samfund og LGBT Ungdom.

Der bliver altså arbejdet benhårdt for den normkritiske dagsorden, og vi er måske allerede derhenne, at organisationer som Sex & Samfunds og AIDS-fondets menneskesyn er det ”statsanerkendte” og i vid udstrækning statsstøttede menneskesyn.

Og det er vi bange for!

Vi er bange for, at man negligerer de biologiske realiteter. Vi er bange for, at sproget mister en fælles referenceramme. Ord som menneske, mand, kvinde, familie, ægteskab, forældre vil få en helt ny betydning, hvis LGBT+miljøets radikale kønsideologi bliver mere dominerende. I øvrigt en ideologi som kolliderer frontalt med flertallet af danskeres forståelse af samliv, køn, seksualitet, børn og forældreskab.

Summa summarum: Det er en misforståelse, at kritikere af LGBT+ ideologien er bange for bøsser eller andre minoriteter. Men vi er til gengæld bange for, at normkritik ukritisk får lov til at forandre samfundet radikalt uden, at vi kender konsekvenserne af dette enorme sociale eksperiment.