Om supplerende vejledning og tilsyn: ELN’s sigte er ret og slet at fremme orden i en kirke, der har tilladt bibelstridige ordninger og teologi på en lang række punkter.
Af pastoral vejleder Børge Haahr Andersen
I forbindelse med, at to IMU-ansatte blev ordineret til præster, fremgår det af en artikel i IM’s foreningsblad (IMpuls nr. 5, 2019, side 10-12), at ordinationerne er et vigtigt signal til IMU’ere om, at kirken også er deres hjem. I den forbindelse omtales det som et signal om, at ”vi ikke bare opfinder vores egne regler og ordninger”.
I Evangelisk Luthersk Netværk, ELN er vi helt enige i, at det ikke går ”bare at opfinde egne regler og ordninger”. Derfor vælger vi at tro, at udtalelsen ikke er møntet på ELN og vores ordning med indvielse af frimenighedspræster og tilbuddet om supplerende vejledning/tilsyn for præster i sogne- og valgmenigheder.
For at der ikke skal herske tvivl om, at ELN’s ordning ligger inden for rammerne af dansk kirkelig lovgivning, vil jeg i det følgende redegøre for ELN’s praksis.
Som bekendt spænder ELN over både folkekirkemenigheder, valgmenigheder og frimenigheder. De sidste står uden for folkekirken, men er en del af folkekirkens lovgivning og har fra gammel tid en række privilegier i forhold til andre kirkesamfund.
I en tid, hvor folkekirken er kendetegnet af en læremæssig pluralisme, er der efter vores mening brug for en supplerende vejledning for præster og menigheder. Den lokale præst og menighedsrådet er naturligvis loyal over for den folkekirkelige orden og det biskoppelige tilsyn, sådan som det hedder i præsteløftet, at man ”med al skyldig lydighed vil rette sig efter de kirkelige love og anordninger”. Men fordi bispeflertallet har legaliseret bibelstridige ritualer og tilladt en reel læremæssig pluralisme, er der behov for, at præster og menigheder knytter sig til de dele af folkekirken, som står på Bibelens og bekendelsens grund.
I praksis betyder det, at de præster og menigheder, som er under ELN’s vejlederordning, i deres arbejde retter sig efter de kirkelige love og anordninger, der gælder i folkekirken, men derudover frivilligt modtager vejledning fra det vejlederråd og den personlige vejleder, som de har fået gennem ELN.
Supplerende tilsyn er nødvendigt
Folkekirken valgte i 2012 at sende et dramatisk signal til hele den danske befolkning, nemlig at udvide ægteskabsbegrebet til også at omfatte registrering af partnerskab af to af samme køn. ELN valgte i kølvandet på det at sende et diskret signal til biskopper, menigheder og det danske folk. Vi ønskede fremover at tilbyde vejledning til de præster og menigheder, der ønskede at stå fast på kirkens gamle syn.
ELN’s sigte er ret og slet også at fremme orden i en kirke, der har tilladt bibelstridige ordninger og teologi på en lang række punkter. Vi vil ikke blande os i det officielle kirkelige tilsyn, men supplere det på områder, hvor det er svagest, nemlig i den enkelte præsts og menigheds bundethed til bibel og bekendelse.
En del præster har valgt at gøre brug af dette tilbud. Andre har valgt mere private sjælesørgeriske ordninger, og atter andre klarer sig med et minimum af tilsyn eller af de nuværende biskoppers tilsyn og vejledning.
Som det vil fremgå, er ELN hverken alene eller først med at supplere folkekirkens vejledning.
Siden 1849 har en række frivillige organisationer uden at træde ud af folkekirken kastet sig over opgaver, som ikke blev tilfredsstillende varetaget af den officielle kirke. En del af disse opgaver er udsprunget af teologisk nød og af den aktuelle folkekirkelige pluralisme. For eksempel har Indre Mission i årtier haft “missionærprovster”. IM’s hovedbestyrelse vælger en præst i et lokalområde, som er vejleder og sjælesørger for en række missionærer.
Denne ordning er blevet til, fordi der af teologiske grunde ikke altid var et positivt samspil mellem den lokale missionær og den lokale præst. Derfor har IM valgt på frivillig basis at bygge en ordning op for på denne måde at skabe orden i deres ansættelses- og arbejdspolitik, hvor en missionær altid skal være knyttet til en præst.
Orden og fælles praksis i frimenigheder
De frimenigheder, som har valgt en tilknytning til ELN, har brugt ELN i forbindelse med præsteindvielse og fortløbende tilsyn. På den måde har vi sikret orden i ordets tjeneste og i forvaltningen af dåb og nadver, og samtidig har menighederne forankret sig teologisk i et landsdækkende netværk og ikke blot i deres egen lokale praksis.
Ligesom det historisk var en del af den danske lutherske kirkes oprindelse, at præsteindvielse skete ved en præst og ikke en biskop, har ELN valgt, at det er én af dem, der selv er kaldet til at være ordets tjener, der indvier andre tjenere i frimenighederne. Det gælder både, når det er fuldtidsansatte, kvoteansættelser eller korttidsansættelser, og på den måde tydeliggør vi, hvem der er kaldet til at forvalte ordet og sakramenterne, og hvem der blot er frivillig medhjælper i den lokale menighed.
I frimenigheder tilknyttet ELN sørger vi for at tilvejebringe orden og ensartethed i en sammenhæng, som ellers let ville have udviklet sig helt autonomt. Vi har sørget for, at der er en fælles praksis for menighedens kaldelse af ordets tjener, en fælles indvielsespraksis, en erstatning for bispeeksamen, aflæggelse af præsteløfte og en forbønshandling ved præsteindvielsen, som læner sig op ad ordinationsritualet i folkekirken.
På den måde behøver ingen være i tvivl om, at en frimenighedspræst under ELN er ”rettelig kaldet” efter den lutherske bekendelses orden. Vi har efter bedste evne fremmet orden og teologisk klarhed i en læremæssig splittet kirke. Det har vi gjort ”på dansk”. Ikke ved at bryde med folkekirken, men ved at bruge den lovgivning, der er en del af den folkekirkelige orden.
De frivillige organisationer og netværk tolkes ind imellem som uorden i forhold til den officielle kirke. Sandheden er, at den officielle kirke var en meget spinkel størrelse, hvis ikke de frivillige organisationer og de kirkelige og diakonale bevægelser i århundreder havde suppleret og korrigeret den officielle kirke.
ELN har redegjort for frimenighedernes historie og særlige status inden for den folkekirkelige lovgivning i redegørelsen om Indvielse af frimenighedspræster, se https://luthersk-netvaerk.dk/resource/indvielse-af-frimenighedspraester/.
Orden i ordninger og i teologi
Vores vigtigste ærinde er imidlertid ikke orden, men teologi. I en lærepluralistisk kirke vil vi gerne kalde til troskab mod bibel og bekendelse, uanset om man organiserer sit menighedsliv under den folkekirkelige ordning, efter de kirkelige og frie organisationers orden eller efter frimenighedernes orden. For det, der fremmer kirkens liv og vækst, er at være funderet i kirkens livgivende grundlag.
Børge Haahr Andersen har siden 2012 være pastoral vejleder i ELN. Han er dermed leder af Tilsyns- og vejlederrådet, som har det teologiske og ledelsesmæssige ansvar for ELN’s tilsyns- og vejlederordning.
