Standpunkt af Mathias Secher Rom, Dorte Sig Leergaard, Jens Lomborg og Andreas Kammersgaard Ipsen.
Enhver forkynder med selverkendelse kan kigge tilbage i sine prædikener og græmmes. Sagde jeg virkelig det? Når et menneske skal lægge røst til det hellige, vil det enten være for kækt, for dystert, for selvhøjtideligt, for plat, for kedeligt, for ensidigt eller slet og ret forkert. Siddende med tidligere tiders skæverter i hænderne kan vi kun håbe, at menigheden foretog samme øvelse; at de vurderede forkyndelsen kritisk med skyldig hensyntagen til Bibelens ord og troens levede liv. For vi erkender stykkevis, ser Guds ansigt i et sløret spejl og kan derfor ikke gengive det præcist. Helligånden må samle stumperne.
Svag forkyndelse er dog ikke det samme som falsk forkyndelse. Ingen af os kan sige, præcist hvor skellet ligger, men der er forskel på forkyndelse, som optegner Kristus utydeligt, og forkyndelse som fordrejer Kristusbilledet. Derfor har vi brug for opmærksomme forkyndere og menigheder, som holder Bibelen håndvarm og smidig og ved, hvordan man folder hænderne. Menighed og forkynder har et fælles ansvar for forkyndelsen, om end forkynderen bærer hovedansvaret.
Sund forkyndelse fremelskes i samarbejde mellem forkynder og menighed.
Når menigheden hører forkyndelse, som åbenlyst strider mod Bibelens ord, skal de reagere. 1 Tim 5 anviser, at de skal samle en lille gruppe og tale med forkynderen. Misforståelser kan blive udredt og forkynderen kan lade sig vejlede – åbne samtaler er guld værd! Hvis ikke forkynderen vil lade sig vejlede af Bibelens ord, skal menigheden stoppe med at lytte til ham.
Men der er som nævnt forskel på falsk og svag forkyndelse. Hvad med præsten, som kun taler om Guds kærlighed? Eller forkynderen som gør nåden til et system? Eller organisationen, som beder forkynderne ride skævvredne kæpheste? Svag forkyndelse, som kun sætter ord på noget af Bibelens samlede budskab, eller som taler uden blik for menighedens livsverden, skal også adresseres. Svag forkyndelse kan nemlig udvikle sig til falsk eller usund forkyndelse i længden, fordi den bliver som ensidig kost, der giver mangelsygdomme. Det gælder også forkyndelse, som i nuet kan opleves stærk, men som i længden er uholdbar.
Ingen af os har uhindret adgang til Guds sandhed, vi slår alle sømmene skævt i.
Her er der brug for indfølende ydmyghed, for ingen af os har apostelindsigt. Vi har brug for ydmyge forkyndere, som kan erkende sine fejl og blinde vinkler. Men vi har også brug for, at de med frimodighed rejser sig igen i næste uge og tegner Kristus for vores øjne. Hvis menigheden kun tavst håber og beder Gud om mere fuldtonet forkyndelse, svigter den sit ansvar. Hvis den derimod anskriger al svaghed som falskhed, svigter menigheden også.
Sund forkyndelse fremelskes i samarbejde mellem forkynder og menighed. Ingen af os har uhindret adgang til Guds sandhed, vi slår alle sømmene skævt i. Netop derfor har vi brug for hinandens ydmyge hjælp til at rette den svage forkyndelse op igen, så den ikke ender i brædderne som falsk.
