Det er OK at stå for bibelsk seksualetik

Standpunkt af Mathias Secher Rom, Dorte Sig Leergaard, Jens Lomborg og Andreas Kammersgaard Ipsen.

I den senere tid har der været heftig debat i det offentlige rum om synet på køn og seksualitet hos danskerne generelt og blandt religiøse mindretal i særdeleshed.

I 2024 udgav brødrene Æbelø deres bog ”De fortabte sønner”, hvori de beskrev deres opvækst i et konservativt kirkeligt miljø og rejse mod accept af og udlevelse af deres seksualitet. Bogen indeholder en kras kritik af missionsforeningerne, Kristeligt Forbund for Studerende, og af terapi hos foreningen Agape

I juni var der debat på Semper Magasins Facebook-side, da en skribent ved magasinet rettede en voldsom kritik mod Henrik Højlund for hans ord til den homoseksuelle musiker Freja Kirk i en podcast. Semper-skribenten gjorde det i den forbindelse klart, at han ikke regner praktiseret homoseksualitet for at være imod Guds vilje og hensigt.

I juli og hen over sommerferien rasede der så en debat på foranledning af Statens Serum Institut (SSI), der havde undersøgt danskernes syn på homoseksualitet og konkluderede at 1 ud af 5 danskere har såkaldt ”homofobiske” holdninger. Særligt ”slemt” står det til i religiøse miljøer.

Endelig kom der i august, på baggrund af SSI’s undersøgelse, et indlæg i Kristeligt Dagblad, der kalder de konservative kirkelige organisationer til at tage ansvar for deres syn på seksualitet og sikre, at børn og unge i disse organisationer ikke tager skade. Indlægget er skrevet under af 105 personer, hvoraf mange er vokset op i selvsamme organisationer. Underskriverne beretter, at de selv, eller nogen de kender, har oplevet det som skadeligt at få at vide, at homoseksuelt samliv er forkert, og i det hele taget af at vokse op med en traditionel kristelig seksualetik.

Hvordan skal vi som kirke og konservative kirkelige organisationer reagere på alt dette? Vi vil nævne to ting, som vi tror, er afgørende:

1. Vi skal ikke opgive den bibelske seksualetik.

Hvad der er blevet tydeligt i debatten i den seneste tid, er, at uanset hvor umage vi i den konservative del af kirken gør os for at være rummende, uanset hvor meget vi lærer af fortidens fejl og gør det bedre i fremtiden, så vil kritikken af os fortsætte, så længe vi fastholder, hvad vi anser for at være sand og sund bibelsk seksualetik. I sidste ende er kritikken ofte en kritik af at have holdninger baseret på Bibelen, frem for hvad der subjektivt føles godt for den enkelte. Herved føles selve vores holdninger ofte som et overgreb på den homoseksuelle. At have en holdning bliver i sig selv til en handling, der kan skabe afstand til det enkelte menneske og til interesseorganisationer.

Derfor vil vi først få rigtig fred den dag, vi opgiver vores holdning. Men det uoverstigelige problem er her, at det kan vi ikke, hvis vi samtidig ønsker at være tro mod Bibelens vejledning.

Vi skal lytte, erkende vores fejl og gøre det bedre fremover (jf. pkt. 2), men vi kan aldrig fjerne den sidste anstødssten uden at give køb på vores tro. Uanset hvordan man vender og drejer det, så vil der altid være noget i den kristne tro, som er til anstød for en given kultur, og vi må ikke tro, at vi er de første kristne i historien, der har mærket presset fra samfundet til at hugge en hæl og klippe en tå for at få fred.

Derfor må vi minde hinanden om, at det faktisk er ok at stå for en bibelsk seksualetik. Det er der ikke noget forkert i, og vores holdninger gør os ikke automatisk til dårlige mennesker. Vi kan forvalte vores holdning forkert, hvilket desværre er, hvad mange homoseksuelle har erfaret – særligt i tidligere tider, hvor også samfundsholdningen til homoseksualitet var en anden end i dag. Men hvis vi først får bildt os selv ind, at vi skal føle skam ved selve vores holdninger, så bliver vi en omvandrende undskyldning for os selv, og saltet vil miste sin kraft.

Nej, vi skal følge vores Herre derhen, hvor han kalder og vejleder os, også når det går på tværs af flertallets vedtagne dogmer og moral, og vi dermed gør os selv til nemme skydeskiver for kritik og hån. Det gør vi, fordi Jesus selv gik den vej – for os.

2. Vi skal erkende vores fejl, bære hinandens byrder og lære at tage vores eget kors op.

Hvis vi tidligere har forvaltet holdningerne forkert, skal vi ydmygt lytte og erkende, at der er begået fejl.

Hvad er det for fejl, vi skal erkende? Det kan være, at vi ofte har talt i vores forsamlinger om homoseksuelle som nogen, der kun er ”derude”, og på den måde have givet den homoseksuelle i vores midte en følelse af, at det også er derude han eller hun hører til. Eller det kan være, at vi har været tydelige i forkyndelsen af buddet, men ikke har taget os tid til den svære og livslange vandring med den homoseksuelle i sejre og nederlag.

Meget mere kan nævnes, men allermest har vores fejl nok været, at vi ofte har været for dårlige til selv at bære det kors, som vores frelser lægger på os. I Matthæus 23 retter Jesus en voldsom kritik mod farisæerne og de skriftkloge, der lægger ”tunge og uoverkommelige byrder” på menneskers skuldre (Matt 23,4a). Det kan i første omgang lyde som om, Jesus mener, at farisæernes og de skriftkloges etik er alt for streng og moraliserende, men det er faktisk ikke tilfældet. Problemet er ikke, at byrderne er for tunge, men at de selv viger uden om dem: ”… men selv vil de ikke røre dem med en finger.” (Matt 23,4b). Jesus siger direkte til sine disciple: ”Alt det, de (farisæerne og de skriftkloge) siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger”. (Matt 23,3)

At kalde den homoseksuelle til et liv i afholdenhed er et kald til livslang kamp. Det er faktisk en meget svær byrde, et tungt kors – måske ét af de allertungeste – vi her kalder den homoseksuelle til at bære, og det har vi nok haft alt for nemt ved at glemme eller underspille. At give afkald på både nærheden til en ægtefælle og de børn, man måske kunne have fået, kan føles som at skulle give afkald på både sin fremtid og sin status. Og netop fordi, det er så tung en byrde at bære, kan vi ikke med troværdighed kalde til at gøre det, hvis vi ikke hjælper med at bære den i et nådigt, nærværende og udholdende menighedsfællesskab – eller hvis vi konsekvent viger udenom afkaldets og efterfølgelsens smerte i vores eget liv.

Det skal kunne ses og mærkes på os alle, at vi i vores efterfølgelse af Jesus har truffet valg, som har gjort ondt og gjort vores liv mindre komfortable eller ligefrem lidelsesfulde. Ikke sådan forstået, at vi aktivt skal opsøge lidelsen og forsage livsnydelsen, eller at vi skal konkurrere om, hvem der har det hårdest, men sådan at vi ved, at ingen kristen kommer gennem livet uden afkald og kors at bære (Luk 14,27+33).

Derfor skal det være tydeligt, at vi alle er klar til at bære det kors, lille eller stort, som Gud måtte give os. Kun på den måde kan vores kald til den homoseksuelle have en chance for at være et kald til sand medvandring.