Organisator, netværker og praktisk kommunikator

Deler du visionen om at samle lutherske kristne i Danmark? Ser du behovet for, at der skal være en bibelsk røst ind i kirke og samfund? Så er du måske vores nye landsleder!

Stillingsopslag

Organisator, netværker og praktisk kommunikator
– med interesse for dansk kirkeliv!

Vi ønsker en landsleder med teologisk flair, som vil være med til at forme ELN i en periode af netværkets historie, hvor vi bliver mere og mere etablerede. Samtidig er det en del af ELN’s natur at reagere på behov, der opstår i det kirkelige landskab, – og som ligger i tråd med vores formål om at samle lutherske kristne i Danmark både i og uden for folkekirken. Kan du trives i dette spænd?

Du er en dygtig organisator, som kan gribe en idé, og gå foran i at afprøve den i virkeligheden. Du er indstillet på at arbejde selvstændigt inden for de rammer, som ELN’s landsledelse udstikker. Du har sans for den administrative del af arbejdet og får tingene gjort færdige – også selv om processen sommetider kan være lang. Som leder af det daglige arbejde i ELN er det også dit ansvar at lede og motivere vores dygtige ansatte og frivillige.

Der er en del praktisk kommunikationsarbejde i stillingen, idet du har ansvar for vores hjemmeside, nyhedsmails mm. Det betyder, at du skal kunne kommunikere skriftligt, og at du kan sætte dig ind i, hvad andre syntes kunne være interessant at høre om.

Du er interesseret i, hvad der sker i det kirkelige landskab og vil kunne navigere hjemmevant dér som ELN’s repræsentant. Du er god til at netværke og ser værdien i at samarbejde med andre kirkelige aktører. Du kan få beslutninger og snak omsat til handling og gå foran i en proces frem mod et fælles mål.

Vi kan tilbyde dig et selvstændigt arbejde med engageret medspil fra både kollega, frivillige og landsledelsen. Du vil blive en del af et uhøjtideligt fællesskab, hvor det er visionen om at samle, inspirere og udruste kristne i Danmark, som driver os.

Løn gives efter kvalifikationer. Som udgangspunkt skal du arbejde hjemmefra, men der kan evt. stilles kontor til rådighed, hvis det er et ønske.

Stillingen er på 75%, og vi opfordrer både mænd og kvinder til at søge stillingen.

Tiltrædelse d.15. juli 2018 eller efter aftale.

Ønsker du at vide mere, kan du kontakte medlem af landsledelsen Lasse Holmgaard Iversen på tlf 2625 5788.

Ansøgningen skal vi modtage senest d.9. april 2018 kl.12.00 til lasse@luthersk-netvaerk.dk.

Der afholdes samtaler d.16. april.

ELN er et netværk bestående af over 1700 enkeltpersoner. Desuden rummer ELN også et menighedsnetværk for 35 menigheder og andre grupper.

Formålet er at samle, udruste og inspirere til at være kristen og menighed på bibelsk og evangelisk-luthersk grund, og uanset hvordan man vælger at organisere sig.

ELN forstår sig selv som et netværk, som rummer forskellige traditioner og vægtlægninger inden for det lutherske felt. Samtidig vokser ELN som organisation i takt med, at flere og flere aktiviteter og arbejdsgrene opstår.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights