X-factor – det grænseløse menneske

X-factor-deltagerne og seerne indgydes en følelse af at tilhøre en menneskehed, for hvem der dybest set ikke er nogen grænser. Det er mennesket som halvguder.

Formand for Evangelisk Luthersk Netværk, sognepræst Henrik Højlund, har skrevet denne kommentar, som blev bragt i Jyllandsposten onsdag d. 6. april:

“Jeg har i årevis hørt til gruppen af danskere, der elsker at hade X-factor, men som også har smugkigget langt forbi hadet. I år har jeg smugkigget ekstra meget, og da finalen skulle stå, overgav jeg mig helt. Hvor kunne de dog synge de fire finalister.

Alligevel blev jeg også endnu engang mindet om, hvad det er ved programmet, der byder mig så inderligt imod.

I Thomas Blachmans afslutningshilsen til alt og alle blev den sproglige armod stillet åbenlyst til skue. Armoden består i den sproglige grænseløshed. Blachman tager utvivlsomt prisen, men de andre to dommere kommer godt efter. Der excelleres i på én gang sprogligt slatne og samtidig grænseløse superlativer om disse talentfulde unge – ”vildt”, ”sindsygt”, ”vanvittigt”, ”åbenbaring”,”ydmyg”, ”kærlig”, ”stærk”, ”sexet”, ”smuk”, ”stjerne” osv. Skal man tage sproget for pålydende, er der ingen grænser for disse unges talenter. Det rækker langt ud over det musikalske. Der er ”kærlighed” og ”ydmyghed” nok til fornyelse af det halve af nationen.

Så endnu værre end den sproglige grænseløshed er den menneskelige grænseløshed, som sproget lægger op til.

Mennesket som guder

X-factor-deltagerne og seerne indgydes en følelse af at tilhøre en menneskehed, for hvem der dybest set ikke er nogen grænser. Det er mennesket som halvguder.

Bortset fra det helt igennem tåbelige, ja egentlig ubarmhjertige i at bilde deltagerne ind, at deres talent er grænseløst – hvem ville belaste sit barn med et så forventningstyngende selvbillede? – så er det formodentlig på et dybere plan et udtryk for en åndelig hybris, som består i menneskets afskaffelse af Gud. Når Gud er aflivet, må mennesker være guder. Det lyder forjættende, men det bliver i længden ubærligt.

For er der noget, vi ikke duer til at være, så er det at være Gud. Det har vi ikke magten til. Men når afmægtige mennesker forsøger at optræde almægtigt, er konsekvensen helvede på jorden.

Blachman taler op og ned ad døre og stolper om ”kærlighed”, og uden tvivl er hensigten den allerbedste – at vi alle må elske bedre. Men han forstår ikke, at han opnår præcis det modsatte. Når mennesket selv skal præstere kærlighed som en gud og skal elske hele menneskeheden, så bliver der til syvende og sidst kun tomme klichéer tilbage og ligegyldighed overfor det konkrete medmenneske.

Vi behøver alle Gud

Douglas Coupland, som skrev den skelsættende roman om den postmoderne generation, ”Generation X”, skrev nogle år efter bogen ”Livet efter Gud”.

Bogen er lidt af en langdræber. Retningsløst og meningsløst valser man gennem tilværelsen med nogle amerikanske unge. Men så, som lyn fra en klar himmel, kommer det på næstsidste side:

”Og nu – her er min hemmelighed:

Jeg fortæller dig den med en åbenhed i hjertet som jeg tvivler på nogensinde at opnå igen, så jeg beder til at du sidder i en stille stue mens du hører disse ord. Min hemmelighed er at jeg behøver Gud – at jeg er syg og ikke længere kan klare den alene. Jeg har et behov for at Gud kan hjælpe mig at give, for det er som om jeg ikke længere er i stand til selv at give; til at hjælpe mig at være god, da jeg ikke længere er i stand til at vise godhed; til at hjælpe mig at elske, da jeg lader til at være hinsides evnen til at elske.”

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights