Det lykkede ikke foreningen “Med grundlov skal land bygges” at få ændret den ægteskabslov, som i 2012 gav personer af samme køn mulighed for at blive viet i Folkekirken.
Seks civile danskere lagde i 2014 med støtte fra foreningen “Med Grundlov Skal Land Bygges” og prædikant Johny Noer i spidsen sag an mod Kirkeministeriet og dets minister samt Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling og dets minister. Sagen blev afvist i Østre Landsret sidste år og med Højesterets dom i sagen i dag er der sat et endeligt punktum i sagen.
Højesterets dom
I Højesterets dom skrives der følgende:
“Ægteskabsloven, som hidtil kun havde omfattet ægteskab mellem to personer af forskelligt køn, blev ved en lovændring i 2012 ændret, så den også fandt anvendelse på ægteskab mellem to personer af samme køn. Der blev i forlængelse af loven bl.a. vedtaget en kongelig resolution, som fastsatte ritualer for vielse af to personer af samme køn.
Spørgsmålet i sagen var, om ændringerne, for så vidt angik bemyndigelsen til, at præster i den danske folkekirke kan vie to personer af samme køn, var ugyldige som følge af bestemmelser i grundloven, en forfatningsretlig sædvane eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions regler om bl.a. religionsfrihed.
Højesteret bemærkede, at folkekirken i henhold til grundloven hviler på et evangelisk-luthersk bekendelsesgrundlag. Kompetencen til at regulere folkekirkens forhold tilkommer lovgivningsmagten og regeringen, der har et betydeligt skøn med hensyn til, hvilke grænser det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag sætter for en sådan regulering.
Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte lovgivningsmagtens og regeringens vurdering af, at den gennemførte ordning, der gav mulighed for indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn ved en præst i den danske folkekirke, lå inden for det evangelisk-lutherske bekendelsesgrundlag og dermed inden for rammerne af grundloven.
Højesteret fandt desuden, at der ikke forelå en retssædvane som begrænsede lovgivningsmagtens og regeringens kompetence til at regulere dele af folkekirkens forhold. Ændringerne var endelig ikke i strid med grundlovens eller Den Europæiske Menneskerettighedskonventions bestemmelser om tros- og religionsfrihed. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom”
Det var som forventet
Landssekretær Brian Christensen siger om udfaldet af retssagen:
“Det var vanskeligt at forestille sig et andet udfald af sagen. Folkekirkens øverste myndighed er jo folketinget og selvom man for det meste har ladet være med at blande sig i Folkekirkens indre forhold siden grundlovens indførelse, så har der været markante eksempler på at der er blevet presset ændringer igennem af den verdslige magt. Indførelsen af kvindelige præster i 1948 skete på trods af en massiv modstand i Folkekirken og den nye ægteskabslov blev gennemført efter et langvarigt pres og uden at der var enighed i hverken bispekollegiet eller Folkekirken som helhed. Man må blot konstatere at med den nuværende danske kirkeordning, så er der ikke et klart skel mellem staten og kirkens indre forhold.
