Når et par siger ja i kirken er det et udtryk for god vilje til at holde sammen hele livet. Hvis livet arter sig, så man ikke ser sig i stand til at fortsætte parforholdet, er man ikke længere forpligtet, men er fri til at satse på et nyt forhold. På den måde kommer kirken utilsigtet til at velsigne samlivsbrud og løftebrud og i det hele taget det opbrud i kernefamilien, som hærger det danske samfund.
Af Børge Haahr Andersen, rektor og medlem af ELN
Bragt i Kristeligt Dagblad 18.8.11
Vil du elske og ære, til døden skiller? Den umiddelbare ordlyd lægger op til, at dette spørgsmål forstås som et ubetinget løfte om livslang troskab og kærlighed. Sådan er det også blevet forstået i det meste af kirkens historie. I nyere tid er det i de store dele af Folkekirken blevet almindeligt at vie sammen person to eller flere gange, også selv om den tidligere ægtefælle lever. Det er blevet muligt at aflægge det samme løfte over for en ny partner, selv når det nye ægteskab cementerer bruddet på et tidligere aflagt løfte.
Denne praksis indeholder – udtalt eller uudtalt – en ny forståelse af ægteskabet og ægteskabsløftet. Ganske vist bibeholder man ordlyden og hele ritualet. Men man forstår tilspørgslen som en hensigtserklæring. Parret svarer ja, fordi de vil udtrykke god vilje til at holde sammen hele livet. Men hvis livet arter sig sådan, at man ikke ser sig i stand til at fortsætte i parforholdet, er man ikke længere forpligtet, men er fri til at satse på et nyt forhold. På den måde kommer kirken utilsigtet til at velsigne samlivsbrud og løftebrud og i det hele taget det opbrud i kernefamilien, som hærger det danske samfund. Efter mit skøn garderer man sig ikke mod det misbrug, at den, som vælger at udskifte ægtefællen med nogenlunde samme interval som bilen, kan få kirkens velsignelse til en ny og yngre model igen og igen.
På græsrodsplan og blandt en del præster lever den holdning stadig, at kirkens opgave er at forvalte det syn på ægteskabet, at det er en livslang og forpligtende troskabspagt mellem én mand og én kvinde. Vi finder det støttet af den almene erfaring, at lykken ligger i troskaben, og af den forståelse af ægteskabet, som er reflekteret i skabelsesberetningen og i Jesu forkyndelse. Vi ønsker at være og at skabe en modkultur til alt det, der truer de trængte parforhold og de mange ofre i forbindelse med samlivsbrud og forældrebrud.Vi lever selv af Guds ufortjente godhed mod tvivlende og troløse mennesker og derfor vil vi gerne, at kirken skal være et åbent og stabilt fællesskab for alle – uanset livshistorie og baggrund.Vi ønsker at værne om den ægteskabsforståelse, som reflekteres i ritualet for kirkelig vielse med en enkel og ligefrem forståelse af tilspørgslen som et livslangt og ukrænkeligt løfte.
Vi ønsker, at nøglebegreber fra privatsfæren som kærlighed, tilgivelse, troskab, barmhjertighed skal blive en erfaret virkelighed, først og fremmest som udtryk for Guds sindelag mod os. Men med ringvirkninger i alle de nære relationer, vi står i. Inklusiv være en forebyggende og helbredende relation i forhold til de kriser, som mange af os gifte par kommer ud for.Det er denne positive dagsorden, som ligger bag, at en del præster – helt eller delvis – siger nej til at vie fraskilte. Vi får ind imellem en del ekstraarbejde, fordi det syn på ægteskab og kærlighed, som jeg her har skitseret, faktisk efterspørges blandt en del almindelige folkekirkemedlemmer, også uden for vores egne sogne. Ind imellem betyder det også, at vi må sende en forespørgsel om vielse videre til rådhuset eller til andre kollegaer. Dette kan jo, hvor der er god vilje og respekt, administreres inden for præsternes rådighedsordning og de frihedsordninger, Folkekirken takket være Grundtvig i 150 år har været velsignet med. For øvrigt samme Grundtvig, som ikke fandt det i overensstemmelse med sin kristendomsforståelse at vie fraskilte!
