Vi skal stå skulder ved skulder med det jødiske folk

Jens Lomborg, frimenighedspræst og formand for ELN er blandt initiativtagerne til en erklæring mod jødehad, som foreløbig ca.250 præster og teologer har underskrevet.

Jens Lomborg har taget initiativet sammen med Ordet & Israels generalsekretær Ole Andersen og sognepræst og debattør Jesper Bacher.

Se erklæring og underskrifter her Danske præsters og teologers stilling til det genkomne jødehad.
Hent erklæringen som pdf på dansk eller engelsk.

Om initiativet siger Jens Lomborg til Kristeligt Dagblad, at der har manglet en tydelig kristen protest mod den antisemitisme, som er set verden over siden Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober.

”Vi har i udlandet set eksempler på demonstrationer, hvor man råber ’jihad jihad’ og ’gas the jews’. Der tænker vi, at vi er nødt til at råbe vagt i gevær,” siger han til KD.

Erklæringen lægger sig i sit udtryk op af det hyrdebrev, som biskop Hans Fuglsang-Damgaard for netop 80 år siden skrev på biskoppernes vegne som en protest mod tyskernes planer om deportation af danske jøder.

Jens Lomborg vil ikke sammenligne den nuværende situation én til én med situationen under besættelsen. Men han vil gerne understrege, at det er meget foruroligende at se, hvordan antijødiske ytringer og handlinger er forøget verden over.

“Som kristne er vi stærkt forbundne med det jødiske folk, og jeg mener, at vi har en forpligtelse til at stå skulder ved skulder med dem. Det er en forfærdelig tanke, hvis ikke jøder kan færdes trygt i Danmark,” siger Jens Lomborg.

Erklæringen blev tirsdag delt i diverse teologiske fora og fristen for at skrive under, var fredag morgen den 27. oktober.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights