Vejledning fra ELN: Bølgen fra Bethel Church

Mange menigheder og kristne fællesskaber oplever i disse år påvirkning fra den hyper-karismatiske bevægelse “New Apostolic Reformation”. Særligt Bethel Church i USA er på manges læber. Men hvad er det egentlig for en bevægelse? ELN udgiver vejledning om emnet.

Der har gennem årene strømmet karismatiske bølger ind over mere traditionelle kirker verden over – også her i Danmark. Det begyndte med pinsevækkelsen i starten af sidste århundrede. Så kom den karismatiske fornyelse, dernæst Vineyard-bevægelsen med dens stærke fokus på evangelisering og lovsangsmusik i Hillsong Church.

Det sidste skud på stammen er den hyper-karismatiske bevægelse New Apostolic Reformation (NAR). Flere amerikanske kirker formidler nu hyper-karismatisk teologi, men særligt Bethel Church har fået et stort, verdensomspændende publikum, måske især gennem deres online tilstedeværelse og deres populære musik.

Med denne nye bevægelse følger en række alvorlige teologiske og menneskelige udfordringer, som det måske kan være svært for den enkelte menighed og kristne at have overblik over. ELN har derfor udarbejdet en vejledning om “Bølgen fra Bethel Church“. Vejledning forklarer, hvad der karakteriserer teologi og praksis særligt hos Bethel Church, og sætter fokus på, hvilke faretegn, man skal være opmærksom på.

Vejledningen er ikke et opgør med karismatik i det hele taget, men en opfordring til at skelne mellem sund og usund karismatik; mellem klassisk normal-kristendom og ny ekstrem-kristendom.

Læs hele vejledningen her.

 

2 kommentarer til “Vejledning fra ELN: Bølgen fra Bethel Church”

  1. Uden at have nået at læse vejledningen endnu… 🙂 vil jeg bare sige, at jeg er taknemlig og stolt over, at ELN tager dette vejledningsansvar på sig. Der er i allerhøjeste grad brug for vejledning netop på Bethel-Bølgen i disse år. Ikke mindst blandt de unge. For midt imellem mange skønne lovsange fra Bethel, så er der mange, der føres vild og tager skade på troen og får sår i sjælen.
    Derfor: tak!

    Svar
  2. Tak for arbejdet.
    Vigtigt at få belyst og få evt usundhed frem i lyset på en sober måde.
    Derfor har jeg lige nogle nysgerrige spørgsmål:
    I skriver:
    “Man nedtoner teologiske forskelle og diskussioner og påstår, at det først og fremmest handler om at være i et nært forhold til Jesus.”
    Er ELN uenig i, at Jesus er vigtigere end teologiske retninger?

    Senere skriver I:
    “Påvirkning gennem musik 15. At moderne lovsangsmusik er en bevidst strategi til at sprede teologiske tanker og forståelse, som er påvirket af NAR. Vær opmærksom på og kritisk overfor musik produceret af Bethel Music, Jesus Culture, Hillsong Music, Gateway Music og Elevation Worship.”
    Mener I, at al “moderne lovsangsmusik er en bevidst strategi til at sprede teologiske tanker og forståelse”?
    Hvad er jeres kilder til at skære alle disse globale lovsangshubs over én kam?
    For mig at se er der ingen argumenter, der underbygger den påstand. Det er tyndt bare at nedgøre så mange tusinde musikere på den måde.
    Ser ELN måske spøgelser, eller hvor ser I sammenhængen mellem så forskellige kulturelle institutioner?

    Og så savner jeg noget bedre empirisk grund specielt i starten af jeres analyse med mange flere konkrete citater. Ellers er det bare snik snak uden empirisk grund for den kritiske analyse. Lad os være for gode til den faldgrube.

    Endelig vil jeg gerne høre, hvad I tænker om Bibelverset, at vi skal kende ånden på frugterne? For der er mange positive frugter feks fra de “moderne lovsangere”, som ELN fordømmer her.

    Tak for jeres arbejde
    De bedste hilsener
    Henrik Engelbrekt Refshauge

    Svar

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights