Værs’go! 8 nye sange – lige til at synge

Tidlig adventsgave: 8 nye advents- og julesange er kvit og frit til rådighed. Til glæde for fællessang og tro.

En sangpakke med nye advents- og julesange er nu til rådighed for alle, der vil bruge dem. Sangene er præget af lethed og tyngde i form af skøn poesi, sangbare melodier og et gedigent bibelsk budskab.

Sangpakken består af tekst, noder og en indspilning med sang, klaver og tekst. Det hele ligger på ELN’s hjemmeside, hvor der også er henvisning til indspilningerne på Youtube.

”Det er med stor glæde og forventning, at vi udsender sangpakken. Vi håber, at de bliver taget godt imod, og at de kan blive sunget ind i menighederne og blive en del af det naturlige repertoire,” fortæller præst og tidl. missionær Roar Steffensen, som står bag initiativet sammen med Jens Lomborg, præst i Skjern Bykirke og formand for ELN.

Initiativtagerne nævner tre gode grunde til, at der ikke har været langt fra ide til handling:

”For det første, så vil vi rigtig gerne være med til at fremme fællessangen i menighederne.

For det andet er det vigtigt, at vi får sunget noget god, luthersk teologi. Hjemme hos os siger vi, at ’vi synger, det vi tror. Og vi tror, det vi synger’. Lovsang og fællessang er faktisk meget formativt for, hvad vi tror.

Og for det tredje, så fik vi ideen, fordi en del skriver nye sange og salmer, og hvis ikke lige der kommer en ny sangbog, så kan det være svært at få dem delt. Hvis ikke sangene når længere end til skuffen, så tærer det på motivationen til at skrive,” siger Roar Steffensen.

Flere pakker på vej

Roar Steffensen og Jens Lomborg har kontaktet en del sangskriverkollegaer, som har sendt et udvalg af sange.

Det er nu blevet til en advents- og julepakke, men det er tanken, at der skal udgives flere pakker.

”Vi har allerede tanker om en faste- og påskepakke, en pakke til pinse og sommer, og pakke til trinitatistiden, så sangene passer temamæssigt ind i kirkeåret.

Men vi er også bevidste om, at man ikke bliver oversvømmet af nye sange,” fortæller Roar Steffensen

Som nævnt har Lomborg og Steffensen kontaktet flere sangskrivere, men der er plads til flere.

”Det vil være fint, hvis flere får noget op af skrivebordsskuffen eller går i gang, fordi der er en kanal til at få det ud. Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at alt bliver udgivet. Der vil være en bedømmelse af både poesi og og teologi, ligesom det bliver vurderet hvor fællessangsegnet, det er,” siger Roar Steffensen.

Tekst, melodier og sang

I den aktuelle pakke er der sange med tekst af Jón Poulsen, Frederik Berggren Smidt, Jens Lomborg og Roar Steffensen, mens de nyskrevne melodier er skrevet af Peter Sander Andersen, Christian Engmark, Benjamin Hougaard og Jón Poulsen. Tre af sangene er skrevet til kendte melodier.

Indspilningerne er lavet i Skjern Bykirke. Lea Rugager Kristensen synger og Merete Steffensen akkompagnerer.

Adventssange

Det første lys i vores krans
Tekst: Roar Steffensen. Mel: Gud jeg vil skjule mig i dig.
Bruges ved tænding af lysene i adventskransen de fire søndage i Advent.

Hosianna, Davids Søn
Tekst: Roar Steffensen. Mel: Christian Engmark. Passer til 1. søndag i advent (og til Palmesøndag/Påske), Mat 21,1-9.

Vor verden er skøn
Tekst: Jens Lomborg. Mel: Peter Sander Andersen. Passer til 2. søndag i advent. Luk 21,25-36.

Løft blikket, se han kommer
Tekst og melodi: Jón Poulsen. Passer til 2. søndag i advent og sidste søndag i kirkeåret

Julesange

Fryd dig, syndige jord
Tekst og melodi: Jón Poulsen

Den mørke vinters tunge dyne
Tekst: Roar Steffensen. Mel: Benjamin Hougaard.

En stjernenat, et drengebarn
Tekst: Jens Lomborg, uden noder, kan synges på Leonard Cohens Halleluja.

Bliv stille
Tekst: Frederik Berggren Smidt. Mel: Passion/Melodi Malone.

 

En kommentar til “Værs’go! 8 nye sange – lige til at synge”

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights