Efter en ellers herlig sommerferie mærker jeg stadig lidt af den underlige bismag, som visse rejsebøgers selvfølgelige formuleringer kan efterlade en med. Også Grundtvigsk Forums rejseguide om Folkekirken.
Aktuel kommentar af sognepræst Michael Lerche Nygaard, Kristkirkens Sogn, Kolding og medlem af ELN’s landsledelse.
Efter en ellers herlig sommerferie mærker jeg stadig lidt af den underlige bismag, som visse rejsebøgers selvfølgelige formuleringer kan efterlade en med.
Ud fra devisen at det er sejrherren, der skriver historien, tegnes der ofte et billede af landets eller byens fortid som mørk og dyster, fordi den var præget af kirke og kristendom. Ak ja, der var engang, hvor landets ledelse lod sig influere af de mørke kræfter, som kristendommen altid har repræsenteret. Politikere gik af uforklarlige grunde i kirke, diktatorer selvfølgelig som de allerivrigste. Kunsten beskæftigede sig sjovt nok med det bibelske univers. Katedraler blev opført under voldsom udnyttelse af en modvillig befolkning. Klostrene var slet ikke kundskabscentre eller velfærdsfremmende institutioner, men centraler for undertrykkelse. Præster var omtrent uden undtagelse tyranniske, biskopper magtliderlige pengepugere, bibelen i enhver sammenhæng den dystre og gustne bog, som mørke fyrster refererede til.
Herefter følger så en happy ending: Man er i nyere tid heldigvis begyndt at frigøre sig fra kristendommens åg. Vårtegn er i denne forbindelse ikke mindst opløsningen af kristne værdier og klassisk familieliv. Fremsynede og menneskekærlige, dvs. ikke bibelsk inspirerede, politikere har taget over eller står parate i kulissen. Derfor er der atter håb for landet. Forfatteren tror på det i sit stille sind.
Måske rejsebøgerne kan være en slags billede på Folkekirkens krise. For hvem tiltager sig i dag retten til at definere, hvad der er højre og venstre, rigtigt og forkert?
For nylig udgav foreningen Grundtvigsk Forum en slags rejsebog om Folkekirken for indvandrere. Den udkom i form af tre videoer. Filmene giver en hurtig introduktion til Folkekirken på dansk, engelsk, farsi og arabisk. I de otte hovedpunkter mærkes noget af den samme selvfølgelige bismag, som rejsebøger kan give:
- Luther har lært os, at troen er personlig, derfor går vi ikke i kirke.
- Der skal ikke kunne kræves noget af nogen i kirken.
- Mange regner ikke Bibelen for en autoritet. Det skyldes Grundtvig.
- Guds Ånd står nemlig over Guds ord.
- Der er ingen regler for, hvordan man skal leve som kristen, for Bibelen er ikke nogen autoritet. Tror man det, er man som dem, Jesus provokerede, fordi de ikke elskede deres næste.
- Derfor er præsten ligeglad med, hvem du går i seng med.
- Kærligheden er fri, og skal derfor også kunne udtrykke sig frit.
- Sognene i Folkekirken er fælles om Salmebogen og Alterbogen.
Ad 1) Jeg tænker, at det så forbliver en gåde, hvorfor mennesker dog vrimlede i kirke hos Luther, og at der udbrød gudstjenestevækkelser i Europa, hvor reformationen kom frem.
Ad 2) Fremadrettet må vel så flere af teksterne sløjfes, som vi læser ved gudstjenesterne. Fx den, hvor Jesus siger, at vi skal fornægte os selv og tage vores kors op og følge ham.
Ad 3) Det bliver svært at huske, når vi snart igen skal synge ”Dejlig er den himmel blå”, som han skrev om Guds ord som vores ledestjerne.
Ad 4) Det er en bestandig gåde, hvordan Guds Ånd kan mene noget andet end hans ord. Men formodentlig er det hele nøglen til at forstå, at der ikke findes nogen kristen etik.
Ad 5) Det ser ud til, at man må vælge imellem to alternativer: Enten at elske sin næste, eller at forsøge at være bibeltro. Men går der ikke koks i det, når det med at elske sin næste faktisk står i Bibelen?
Ad 6) Jesus må have misforstået noget. Han sagde jo i Joh. 8: ”Gå bort og synd fra nu af ikke mere”. Det kunne næsten forstås sådan, at den pågældende kvinde havde syndet. Men måske havde Jesus ikke rigtig styr på det sproglige. Eller hvad?
Ad 7) Igen må Jesus have misset pointen, da han sagde, at man kun er virkelig fri, hvis man bliver i hans ord.
Ad 8) Bibelen som helhed er vist ikke værd at nævne som fælles grundlag, selv om den er udtrykkeligt anført som det vigtigste i både kirkens bekendelse og præsteløftet.
Gad vide, hvad nydanskerne tænker, når de ser de tre videoer? Jeg tvivler på, at ret mange får lyst til at komme i en folkekirkemenighed. For med Grundtvigsk Forums videoer sættes de i bås som primitive og gammeldags kristne. Deres normalt bibelfunderede kristentro udstilles som en simpel omgang, i kontrast til Folkekirkens moderne, oplyste troslære. Budskabet synes at være: ”Det I står for, kære migranter, står Folkekirken ikke for. Vi er for længst kommet videre end jeres simple bibelkristendom.”
En privat forening må retfærdigvis mene, hvad den vil. Men kan det virkelig være motiverende for nydanskere at høre den lange, hjemmelavede remse om, hvad Folkekirken ikke er? Og passer det overhovedet, hvad der listes op som facts?
En videoguide til migranter om Folkekirken er ikke nogen dårlig ide. Men ville det ikke være bedre at kommunikere positivt til nydanskerne, hvad enhver kristen kirke virkelig er ifølge Bibelen, og hvad Folkekirken positivt tror? Et forsigtigt forslag kunne være at tage udgangspunkt i trosbekendelsen. Ingen har vel som Grundtvig mindet os om, hvor central netop dén er.
