On Location med andre unge og Alpha

Alpha Danmark tilbyder en rejse for livet til landet, hvor det hele skete. Det sker i uge 27 og er for unge mellem 20 og 35 år.

Vil du opleve Israels smukke natur og Jerusalems gamle gader, mens du diskuterer tro, liv og eksistens, kan du som noget helt nyt opleve Alpha on Location i uge 27 2023.

“Vi er overbeviste om, at det bliver super godt. En uge on location giver mulighed for at møde spændende mennesker, der bor i Israel/Palæstina, høre inspirerende oplæg og blive udfordret i åbne og fordomsfri samtaler om tro, liv og eksistens. Det bliver en oplevelse for livet,” siger Gitte Møller Thomsen, landsleder i Alpha Danmark.

Rejse t/r til Israel

Rejsen foregår i Israel i fællesskab med andre unge mellem 20 og 35 år.

I løbet af syv dage kommer besøger deltagerne bl.a. Saligprisningernes Bjerg, de følger den stemningsfyldte Via Dolorosa i Jerusalem, ender ved gravkirken og vandrer op på det smukke Oliebjerg. Der er også indlagt besøgved Grædemuren og Fødselskirken. Desuden går turen sydpå med badetur i det Døde Hav og vandring til toppen af det spektakulære Masada midt i ørkenen.

Hele rejsen er med fuld forplejning, og der vil også tid til at gå omkring på egen hånd og besøge nogle af de mange bazarer. Den sidste dag er afsat til det hippe Tel Aviv med blåt hav og hvide sandstrande, inden turen går tilbage til Danmark.

Inspirerende oplæg

Undervejs på turen bruger er der Alpha-oplæg designet til unge, som kan være med uanset baggrund, overbevisning eller livssituation. Oplæggene udforsker livets store temaer som mening og tro og udfolder kristendommens grundelementer som “Hvem er Jesus?”, “Hvorfor og hvordan beder man?” og “Hvordan leder Gud os?”

På Alpha On Location får oplæggene en særlig vægt, fordi deltagerne netop er dér, hvor det hele foregik!

“Det at komme væk fra hverdagen hjælper mange af os til at se vores liv lidt udefra og måske gå i dybden med vigtige tanker og spørgsmål, som vi ellers ikke har tid til,” siger Gitte Møller Thomsen.

Åbne samtaler i godt fællesskab

Gitte Møller Thomsen nævner også, at der efter hvert oplæg er masser af tid til fordomsfri samtale og åben diskussion.

“Tiden til samtale er en mulighed for, at du kan reagere på oplægget, lytte til andre og bidrage med dit eget perspektiv i et ærligt, venligt og åbent miljø. Alle spørgsmål og refleksioner er velkomne, og der er ingen rigtige eller forkerte svar,” siger hun.

Turen arrangeres af Alpha Danmark og Israelsmissionens Unge.

Du kan læse mere om turen på: Alpha on Location

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights