Præst tror på reinkarnation

Sjællandsk sognepræst har offentligt bekendt sig til troen på reinkarnation og skal til tjenestelig samtale med sin biskop Peter Fischer-Møller

Sognepræst Anette Berg, Vig, har i et TV program på TV øst udtalt sig om sin tro på reinkarnation, altså sjælevandring, i forbindelse med fejringen af Alle Helgen. Hun siger bl.a. at hun godt kan lide tanken om at mennesker bliver født på ny i en anden krop og tolker det som et udtryk for vækst og vi måske til sidst blive et med Gud. Anette Berg mener godt, at man kan tro på det som præst i Den danske Folkekirke. Klippet fra TV2 Øst kan ses her.

Anette Bergs udtalelser har medført en del debat og hun har senere bekræftet dem i et interview med Kristeligt Dagblad, men er nu indkaldt til en tjenestelig samtale med sin Biskop Peter Fischer-Møller. I den forbindelse har han bedt hende om ikke at udtale sig videre til pressen.

Forventer ingen konsekvenser

Menighedsrådet i Vig tager afstand fra Anette Bergs tro på reinkarnation, men udtrykker støtte til hende som sognepræst i deres sogn. De understreger samtidig, at de ikke forventer at hendes tro på reinkarnation kommer til udtryk i hendes forkyndelse og præstetjeneste. Selv siger hun til TV-Østjylland på deres hjemmeside: ”Jeg forventer ikke konsekvenser. I bund og grund synes jeg ikke, at det, jeg siger, er så meget anderledes end så mange andre præster, forklarer hun og fortsætter: Der, hvor det sikkert stritter for nogle, det er, når ordet reinkarnation bliver nævnt. Men hvad ved vi egentlig om noget som helst? Jeg tror, alt er meget større, end vi forestiller os. Hvis folk vil stejle, så lad dem det, siger hun.

En alvorlig sag

Der er dog en del andre, som ikke ser lige så let på sagen. Retsteolog Kristine Garde siger til Kristeligt Dagblad: ”Her har vi at gøre med en sag, hvor en præst klokkeklart udtaler sig i modstrid med folkekirkens bekendelsesgrundlag”. Hendes vurdering støttes af Peter Lodberg, lektor i systematisk teologi på Aarhus Universitet.

Landssekretær i Evangelisk Luthersk Netværk, Brian Christensen siger om sagen. ”Det er ikke overraskende, at der er præster i Den danske Folkekirke, som har dette syn på livet efter døden, men det er nyt at det siges så tydeligt. Det er min klare forventning, at biskoppen vil behandle denne sag med stor alvor og at det vil være nødvendigt med en offentlig tilbagetrækning af sine udtalelser fra Anette Bergs side.

Selvom sagerne omkring Grosbøl og Ramsdal har været håndteret skuffende af de respektive biskopper og det stadig er uklart, hvor meget en præst må afvige fra bekendelserne, når det gælder troen på Jesu opstandelse, så kan man ikke fortolke sig ud af denne sag. Her har man nået grænsen for den folkekirkelige rummelighed og man bør ikke kunne virke som præst i Den danske Folkekirke, hvis man mener, at afdøde menneskers sjæle fødes på ny i en anden krop. Det er simpelthen lodret imod enhver kristen opstandelsestro.”

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights