Forholdet mellem politik og kirke er afgørende at have afklaret i et land, som har en folkekirke. Det kan blive katastrofalt, hvis politikerne ikke afstår fra at bruge deres magt i kirkens anliggender.
Af Henrik Nymann Eriksen, højskoleforstander og medlem af ELN
Bragt i Kristeligt Dagblad 5.10.11
Forholdet mellem politik og kirke er særdeles væsentligt at have afklaret i et land, som har en folkekirke, og det nye regering udmelding på området gør det ikke mindre relevant. To forhold trænger sig særligt på.
Det første er politikernes forhold til kirken. Med et kirkeministerium og en politisk valgt kirkeminister har politikerne mulighed for at udøve stor magt i Folkekirken. Men hvis Folkekirken skal være en del af Jesu kirke på jord, må kirkens loyalitet til enhver tid være bundet til en højere instans end kirkeministeriet, nemlig til Gud selv og dermed også til Bibelens ord. Hvis politikerne bruger den magt de vitterligt har over Folkekirken til at påtvinge den forhold og ordninger, som er på kollisionskurs med de bibelske skrifter, stilles kirken i en loyalitetskonflikt. I den konflikt har den ikke andet valg end at trodse den politiske magt, hvis den vil forblive loyal mod sin sande herre.
Hvis folkekirken derfor skal overleve som kristen kirke er den afhængig af, at politikerne afstår fra at bruge deres magt i kirkens anliggender. Er der ikke villighed til denne magtafståelse blandt politikerne, vil de skubbe Folkekirken ud i en loyalitetskonflikt, som i sidste ende vil blive dens død.
Det andet forhold, som trænger sig på, er kirkens forhold til politikken. Forkyndelsen må ikke være politisk, siges der ofte, og det er fuldstændigt rigtigt for så vidt gælder partipolitik og politiske ideologier. Den kristne forkyndelse må aldrig spændes for en politisk vogn. Alt er dog ikke sagt med det. Nogle gange bevæger politikken sig nemlig ind på etikkens område, men det er også forkyndelsens revir. Her har forkyndelsen både ret og pligt til at tage til orde. Når politiske beslutninger er i konflikt med en kristen etik, er det forkyndelsens pligt at fremholde den kristne etik med de værdier og det menneskesyn, som er knyttet til det. Så kan det godt være, at forkyndelsen kaldes politisk, men når politikken bevæger sig ind i forkyndelsens felt, er der ingen vej udenom. I samme grad politikken bevæger sig ind i det etiske felt, vil den kristne forkyndelse derfor opleves politisk, når den insisterer på det, som i Bibelen kaldes for ”ret og retfærdighed.” Og det skal den have lov til.
