Frimenigheden Broen i Vejle har netop ansat Peter Ladegård Thise som fuldtidspræst fra den 1. januar 2019.
Med ansættelsen af Peter Ladegård Thise har Broen fra nytår et præsteteam bestående af fire præster, hvoraf de tre er ulønnede, nemlig Sprint Aagaard Korsholm, Robert Bladt og Brian Madsen.
”Vi er meget glade for at ansætte Peter og også byde velkommen til hans hustru, Anne Jerup,” siger formanden for menighedsrådet Henrik Bergholt og uddyber:
”Vi ved, at Peter er en mand, der engagerer sig, dér hvor han er, og vi er overbeviste om, at han passer godt til menigheden. Med ham ombord har vi også et præsteteam med fire forskellige profiler, som supplerer hinanden fint. Det ser vi som en styrke både i det daglige arbejde og i forkyndelsen.”
Bred erfaring
Peter Ladegård Thise er uddannet fra Aarhus Universitet og Menighedsfakultetet, og han var i studietiden en aktiv del af KFS.
Netop nu arbejder Peter Ladegård Thise som lærer på Grejsdalens Efterskole, men han har også en ballast med sig til Broen som tidligere frimenighedspræst i Vendsyssel og som sekretariatsleder og projektmedarbejder i Odder Frimenighed.
På Broens hjemmeside kan man blandt andet læse Peter Ladegårds egen begrundelsen for at søge jobbet:
”Jeg søger stillingen, fordi jeg har et stort hjerte for kirken. Både for alt det arbejde, der sker inde i kirken og det, der vokser ud fra kirken.”
Broens kommende præstepar bor i Aarhus, men de har planer om at rykke til Vejle.
Anne Jerup arbejder som event- og sekretariatskoordinator i Kristelig Handicapforening.