Ord fra Guds hjerte

Projekt God Forkyndelse udsender ny bog, der skal give hjælp og inspiration til god forkyndelse i menigheder og missionshuse

Evangelisk Luthersk Netværk er sammen med en række kirkelige organisationer en del af Projekt God Forkyndelse, der i slutningen af januar afholder en forkynderkonference i Bramming v/ Esbjerg. Der er allerede omkring 110 tilmeldte og der er stadig plads til flere. Projekt God Forkyndelse bygger på en stor spørgeskemaundersøgelse blandt tilhørere og forkyndere i 11 kirkelige organisationer. Undersøgelsen har peget på en række udfordringer i forkyndelsen.

13 artikler med hjælp til forkyndelse

I forbindelse med konferencen udkommer bogen udkommer bogen “Ord fra Guds hjerte” i januar 2016, der er en væsentlig del af Projekt God Forkyndelse. Den er en antologi, der rummer 13 artikler, der giver hjælp og inspiration til god forkyndelse. Den bliver på 200 sider og kommer til at koste 200 kr. Ønsket er, at den bliver læst og diskuteret, så det får konsekvenser for både forkyndere, tilhørere og møde-/gudstjenesteledere. Læserne vil finde åndelige impulser, teologiske tanker, praktisk inspiration, provokerende udfordringer og skæve vinkler, som både forkyndere og tilhørere har brug for at møde. Det er nemlig en fælles sag at fremme god forkyndelse af Guds ord. Efter hvert kapitel er der et par spørgsmål til samtale eller personlig overvejelse. Undervejs er der desuden henvisning til en række citater fra spørgeskemaundersøgelsen

Giv som julegave

Selv om bogen først udkommer i 2016, kan den gives som julegave i 2015. Forlaget udsteder nemlig gavekort, som man vil modtage inden jul, hvis der bestilles og betales senest den 20. december.
Man bestiller og betaler gavekort og bog samme sted. Man kan vælge at få gavekortet og efterfølgende bogen sendt direkte til modtagerens postadresse.

Deltagere på forkynderkonferencen den 28.-30 januar, får – kort før jul – tilbud om at købe bogen til en rabatpris af 150, – kr. 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights