Formand for ELN, Henrik Højlund kommenterer på bispevalget i Haderslev stift
Bispevalget i Haderslev er afgjort. Marianne Christiansen fik flest stemmer i 2. valgrunde og afløser dermed Biskop Niels Henrik Arendt.
Bispevalgkampen i Haderslev har været på én gang opløftende og forstemmende.
Opløftende
Vi lyttede i debatten til én stemme, der talte, som en biskop skal tale. Jesper Bacher talte, så man ind imellem hoppede i sædet af fryd. Han sagde ting i valgkampen, som andre af os skal tage en del mod til os for at turde sige lige så utvetydigt klart. Det føltes næsten, som om vi havde fået en sand biskop i en periode. Det var opløftende.
Opløftende var det også at finde sammen på tværs af gamle skel. Skel mellem de såkaldt missionske og de såkaldt tidehvervske. At finde sammen på tværs af disse skel betyder ikke, at vi er enige om ét og alt. Men vi har fundet ud af, at der er meget der forener på bundlinjen. Vi taler på lange stræk samme tros-sprog.
Forstemmende
Det forstemmende har været talen med uld i mund fra de fire andre kandidater. De har været meget svære at skelne fra hinanden. Det havde så heller ikke gjort det mindste, hvis de alle havde talt lige så tydeligt som Jesper Bacher. Men de har helt åbenlyst spillet klumpspil på midtbanen, mens Jesper Bacher scorede mål efter mål oppe foran. Det vandt han desværre ikke kampen på. Men det hænger jo sammen med, at det ikke er sandhed, der for tiden vinder i folkekirken.
Bibelfornægtelse
Nu har vi så fået endnu en kvindelig biskop i folkekirken. Allerede dér opstår der problemer for en del af os. At Marianne Christiansen yderligere står inde for det nye natur- og bibelfornægtende kønsneutrale vielsesritual og ved tidligere anledninger har plæderet for alles frelse giver os alle problemer. Og med alle mener jeg alle. Også de, der synes, det lyder godt, får problemer. For løgnen forfører. I dét stykke skal det retfærdigvis siges, at Marianne Christiansen næppe er videre forskellig fra de andre tre.
Hvad nu ?
Kan vi komme videre i folkekirken efter dette valg? Valget af den nye biskop forandrer ikke situationen væsentligt. Vi vil fortsat forholde os til hende som stiftets øverste administrator. Som teologisk-åndelig hyrde er hun betydelig svækket. Sådan som i øvrigt en række af de andre biskopper er det. Desto tydeligere må andre træde i karakter som hyrder og lærere. Og desto mere har vi brug for supplerende vejledningsordninger, ligesom hele netværksopbygningen i og omkring folkekirken kun bliver vigtigere.
Opgive håbet og ævred gør vi på ingen måde. Ubibelsk teologi og praksis har ingen lang gang på jorden. Det uddør altid til syvende og sidst. Lad os holde fanen højt og frimodigheden frisk. Og lad os møde meningsmodstandere af alle slags med tydelighed, menneskelighed og barmhjertighed.
