Opdaterede retningslinjer for gudstjenester

Kirkeministeriet har mandag den 21. december opdateret de gældende retningslinjer for corona-håndtering i folkekirken og andre trossamfund. Der er tale om nye anbefalinger og forslag.

Opdateringen sker på baggrund af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen og efter dialog med sektorpartnerskabet på Kirkeministeriets område, hvor folkekirkens ansatte, præster, biskopper og menighedsråd er repræsenteret.

De justerede retningslinjer kan læses i sin fulde længde her.

De skærpede retningslinjer omfatter blandt andet:

  • Muligheden for alternative gudstjenester. Det vil f.eks. sige, at gudstjenester kan flyttes udendørs eller afholdes som drive-in gudstjenester og for at supplere med live-streaming, hvis der forventes mange deltagere i forhold til lokalets størrelse.
  • Begrænsning af varigheden af indendørs gudstjenester til højst 45-50 minutter.
  • Sikring af effektiv rengøring og udluftning mellem hver gudstjeneste eller aktivitet.
  • Mulighed for yderligere afstand og deltagerbegrænsning efter lokal vurdering.
  • Fokus på at minimere risikoen for kontaktsmitte mellem kirkegængere, også uden for kirkerne og på vej ind og ud af kirkerne.
  • Opfordring til at finde alternativer til fællessang, når mange personer samles, sådan som det traditionelt sker i julen. Fx ved afspilning af musik eller salmesang, ved at vælge færre salmer eller vers end sædvanligt, eller ved at kun koret synger, mens kirkegængere lytter eller eventuelt nynner med lukket mund.

Grønt lys fra Sundhedsstyrelsen

Det er Sundhedsstyrelsens vurdering, at risikoen for smittespredning ved overholdelse af de skærpede retningslinjer mindskes betydeligt, og at det med overholdelse af retningslinjerne vil være sundhedsmæssigt forsvarligt at gennemføre julegudstjenester og andre forsamlinger i regi af folkekirken og andre trossamfund, når man sørger for at tage de nødvendige forholdsregler for at forebygge smitte.

I pressemeddelelsen fra Kirkeministeriet udtaler kirkeminister Joy Mogensen bl.a.:

“Jeg kan godt forstå den bekymring, som der er givet udtryk for fra flere sider. Derfor er det godt, at sundhedsmyndighederne nu har dobbelttjekket og strammet op på retningslinjerne. Nu gælder det om, at præster, menighedsråd, biskopper og de ansatte finder løsninger lokalt, som alle kan være trygge ved.

Det kan fx være ved at undgå sang, have færre gudstjenester og færre deltagere i kirken. Mange danskere vil helt sikkert vælge at følge gudstjenesterne på TV, radio eller live-streamet fra den lokale kirke. Og for kirkegængerne gælder det om at følge anvisningerne nøje, for intet bliver som det plejer i år.”

Som det fremgår af en artikel fra i fredags opfordrer ELN’s  formand Jens Lomborg til at følge myndighedernes anvisninger.

”Jeg ved, at der er forskellige holdninger – ikke blot smittetrykket, men også bekymringstrykket stiger – og jeg vil gerne opmuntre til, at vi ser på hinandens løsninger med milde øjne. Kristne når forskellige konklusioner i overvejelserne om fysiske gudstjenester eller ej,” sagde han blandt andet.

Læs hele artiklen her: Julegudstjeneste eller ej…?

Baggrund for opdaterede retningslinjer

Kirkeministeriet skriver, at baggrunden for de opdaterede retningslinjer kommer, efter at Kirkeministeriet den 18. december 2020 har bedt Sundhedsstyrelsen om en fornyet gennemgang af de eksisterende sektorretningslinjer for corona-håndtering folkekirken og andre trossamfund.

På grundlag af anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen blev et udkast til justerede retningslinjer drøftet med sektorpartnerskabet på Kirkeministeriets område den 21. december 2020. Sektorpartnerskabet består af en række kirkelige repræsentanter, herunder folkekirkens biskopper, Danmarks Provsteforening, Landsforeningen af Menighedsråd og en række faglige organisationer for folkekirkens personalegrupper.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights