I en længere periode er omskærelse af jødiske drengebørn været til debat. Men et forbud vil være et brud på religionsfriheden i Danmark.
Der fremføres i denne tid en række argumenter for at det mest humane vil være at forbyde omskærelse af nyfødte drengebørn. Det sker på trods af viden om, hvor vigtig omskærelse er for den jødiske identitet og selvforståelse.
Selvom vi som kristne har modtaget dåben som den frelseshistoriske afløsning af omskærelsen og den derfor har mistet sin betydning for kristne, så kan der være god grund til at vi som kristne vil være med til at kæmpe for jødernes frihed til at praktisere deres tro i Danmark.
Som et eksempel på, hvad der er på spil bringes her et indlæg i Kristeligt Dagblad fra d. 3. oktober af sognepræst Michael Lerche Nygaard. Det er en respons på et indlæg af tidligere formand for børnerådet, John Halse, der mener at børns rettigheder krænkes ved omskærelse.
Totalitær tankegang
Michael Lerche Nygaard: “John Halse har en flot børnepsykologisk karriere bag sig. Men da man siger, at hjortens sidste spring er dens smukkeste, håber jeg ikke, at Halses indlæg i KD 30/9 om omskæring bliver det sidste, vi hører fra ham.
Jødernes adfærd skal ”reguleres”, så forældrene ikke længere kan optage børnene i deres eget trossamfund, mener den ellers humane psykolog. Dels fordi man kan opdrive enkelte, som har haft problemer efter omskærelse, dels fordi børnenes rettigheder ifølge FNs Børnekonvention krænkes ved omskærelse.
Til det første argument er der vel ikke andet at sige, end at en omskærelse kan udføres forkert, som alt mulig andet. Påstand nr. to er imidlertid langt alvorligere. Her forbigår John Halse, at Børnekonventionens tekst lige så vel kan anvendes som belæg for friheden til omskæring. For eksempel artikel 8, hvor der bla. står: ”Deltagerstaterne påtager sig at respektere barnets ret til at bevare sin identitet.” Som bekendt er omskæring uopgivelig for mandlig jødisk identitet. Man kan derfor med fuld ret hævde, at retten til omskæring burde være sikret med konventionens ord.
Men i stedet fører John Halse sin rettighedstænkning ud i det absurde, så forældre nægtes at tage vare på deres børns religiøse liv. Derfor bliver tankegangen totalitær, trods alle flotte ord om hensyn og beskyttelse. Argumentationen er typisk for klimaforandringerne i den offentlige debat, hvor den totalitære vind tager til for tiden. Når mennesket ikke tager højde for større autoriteter end John Halse eller os andre, er der kun den enes magtkamp mod det anden tilbage, og flertallet ender med at ”regulere” de anderledestænkende. For 70 år siden stod troende og ikke-troende sammen om jødernes ret til at være jøder. I dag presser meningsdannere på for at tvinge mennesker til at opgive deres religiøse identitet, under henvisning til humanisme, psykologi, og uhyre sjældne medicinske tilfælde. Det kan du gøre bedre, John Halse.”
Angreb på kirken
Tidligere formand for Ordet og Israel, Jan Frost, har også deltaget i debatten og kalder det et angreb på den kristne kirkes identitet og jødiske rødder Følgende er fra Ordet og Israels hjemmeside fra september måned.
“Kirken burde – ligesom det jødiske samfund – føle sig ramt på sin identitet, når et politisk flertal barsler med et forbud mod omskæring af små drenge. Vores identitet som kristen kirke er nemlig uløseligt forbundet med det jødiske folk. Jesus er efterkommer af det jødiske folks stamfædre, Abraham, Isak og Jakob. Som det naturligste i verden lod derfor også Josef og Maria Jesusbarnet omskære, en begivenhed, som den kristne kirke fejrer hvert år – Nytårsdag – ottendedagen efter Jesu fødsel. Kan man forestille sig, at Abrahams og vores Gud ville vælge et sådan pagtstegn, hvis det kunne betegnes som »et overgreb« eller en »lemlæstelse af småbørn«? På ingen måde.
Derimod er et forbud mod omskæring af drengebørn et direkte, sekulært angreb på den kristne kirkes Herre, på kirkens identitet og dens jødiske rødder”