Nyt samarbejde vil inspirere trosliv

Samarbejde mellem Promissio og Bibellæserringen sætter fokus på inspiration til troslivet og inviterer på studierejse til Etiopien.

”Når man møder andres tro, bliver éns egen tro spejlet, så der bliver mulighed for udvidelse af éns eget gudsbillede! Og det gælder for både danskere og etiopere” siger Lotte Carlsen, netværkskoordinator i Promissio. Sådan et møde mellem danskere og etiopere bliver det muligt at tage del i, når Promissio og Bibellæser-Ringen arrangerer en studierejse til Etiopien d.28. oktober til 6. november 2016. Formålet med rejsen er, at deltagerne vil blive både inspireret og udfordret på deres trospraksis og menighedsliv.

Vi kan lære af etiopiske kristne

”Den praksis, som er med til at holde vores tro levende – altså bøn og bibellæsning, menighedsliv osv – søger vi ofte inspiration til. Og hvad er mere oplagt end at lære af nogen, som har samme trosgrundlag som os, men en anden praksis?” spørger landsleder i Bibellæser-Ringen, Lasse Holmgaard Iversen, som sammen med Lotte Carlsen er rejseleder på turen til Etiopien. Det nye samarbejde mellem Promissio og Bibellæser-Ringen udspringer af en fælles nød for at bringe inspirationen fra en levende og voksende, luthersk kirke, til en tradition og et land, som lider af åndeligt underskud.

”Vi vil ikke love et ‘quick-fix’, men vi garanterer, at man får noget med sig hjem fra denne rejse, som man ikke får andre steder.

Og man vil også få øjnene op for de ting, hvor vi står stærkere end de etiopiske kristne” fortæller Lasse, og Lotte supplerer: ”Den gensidige og ligeværdige udveksling af erfaringer fra livet som kristne er i højsædet på denne tur”. 

Læs mere om turen på promissio.dk og blr.dk. Ønskes der flere informationer, kan rejselederne kontaktes.

Lotte Carlsen: lotte@promissio.dk / 24525021

Lasse Holmgaard Iversen: lasse@blr.dk / 26255788

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights