Formand for ELN i Danmark, sognepræst Henrik Højlund, besøgte Norge og gav inspiration til en nyt norsk Evangelisk Luthersk Netværk
Henrik Højlund fortæller:
Tirsdag den 27. november deltog jeg i et møde i Norge, som kan ses som opstarten af et norsk Evangelisk Luthersk Netværk.
Netværket i Norge har altså taget samme navn som det danske. De tilstår også med glæde, at de er stærkt inspireret af det danske søster-netværk. Plus også samtaleforumet SMK, som også ELN er en del af.
Forskellen på det danske og norske er, at netværket i Norge er et initiativ taget af organisationernes ledelser. I Danmark voksede det frem fra grædsrødderne, med deltagelse af centrale ledere fra organisationerne, uden egentligt mandat fra deres respektive bestyrelser. Det norske netværk vil altså måske lettere overvinde den udfordring, vi har i Danmark: Hvilket ansvar og funktioner kan placeres i et fælles netværk, og hvilke bør forblive i den enkelte organisation.
Ved mødet i Norge var jeg blevet bedt om at komme med et oplæg om de danske erfaringer. Der var tydelig interesse for de erfaringer, vi havde gjort os. Også for de udfordringer vi står overfor med hensyn til samspillet med organisationerne. For selvfølgelig får de også et arbejde med at finde vejen frem i det stykke.
Inspirationen gik selvsagt begge veje. Det var bl.a. meget opmuntrende at møde den udtalte vilje til at søge sammen i dette netværk. Det gav fornyet mod på at finde vejen sammen med Indre Mission, Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission og andre.
De, der står bag det norske netværk, er foreløbig følgende:
Den Evangelisk Lutherske Frikirke, Det evangelisk-lutherske kirkesamfunn, Indremisjonsforbundet, Normisjon og Norsk Luthersk Misjonssamband.
Der er kontakt til andre. Bl.a. norsk Oase.
Disse frikirker og organisationer repræsenterer et langt højere antal mennesker, end tilsvarende organisationer i Danmark. Jeg spurgte mig lidt for om det, og med et slag på tasken taler vi om noget i omegnen af 130-150.000 mennesker. Situationen er anderledes i Norge end i Danmark! Det kan derfor føles helt pudsigt at være de små, der rejser afsted for at inspirere de store. Men der er først og sidst mange lighedspunkter, som gør, at inspirationen kan blive gensidig. Derfor er vi også meget glade for denne kontakt og glæder os til at udbygge den fremover.
Det gør vi bl.a. allerede ved kirkefesten 14. september 2013, hvor generalsekretær i Normisson og formand for norsk ELN, Rolf Kjøde, kommer og taler.