Nye kræfter i ELN’s landsledelse

Bibeltroskab og folkekirken har høj prioritet for to nye medlemmer af ELN’s landsledelse

Fridtjof Stidsen og Christian Dalsgaard Thomsen har siden sommeren 2021 været en del af ELN’s landsledelse. Begge de nye medlemmer er engagerede i folkekirken.

Folkekirken så længe…

Fridtjof Stidsen er formand for menighedsrådet i Korning, og han er klar i mælet om sit engagement i folkekirken:

”For mig er det det rigtige at blive i folkekirken, så længe præsterne ikke bliver pålagt opgaver, som strider mod deres samvittighed,” siger han.

Fridtjof Stidsen har de seneste fem år siddet i Styregruppen for ELN’s menighedsnetværket, et engagement han har været glad for og fundet meget meningsfuldt. Og da landsledelsen og styregruppen i sommer blev lagt sammen, sagde han ja til at fortsætte i landsledelsen.

”Ja, jeg vil gerne bidrage her, for jeg mener, at ELN er en vigtig stemme både ind i sognemenighederne og i valg- og frimenighederne,” fortæller han.

Fridtjof Stidsen er gift med Annegrethe og har efter et langt arbejdsliv i landbruget valgt at gå på efterløn.

Bibeltroskab

Christian Dalsgaard Thomsen har i godt et år været ansat i sit første job som sognepræst, i Skarrild-Karstoft-Ilderhede. Christian er vokset op som præstesøn i Skævinge i Nordsjælland og har naturligt en folkekirkelig baggrund.

Når han skal beskrive sit ståsted, er det med henvisning til både folkekirken, LM og IM.

”Jeg har nok lidt svært ved at placere mig et bestemt sted. Jeg befinder mig godt i folkekirken, hvor jeg kan virke i tillid til Bibelen og i kærlighed til mennesker,” siger Christian Dalsgaard Thomsen.

Spørger man, hvorfor han sagde ja til at gå ind i ELN’s landsledelse, svarer han:

”Det er, fordi jeg brænder for at være en del af et netværk, som vil udruste og hjælpe menigheder og mennesker til at forblive bibeltro. Det er vigtigt for mig at have fokus på opmuntring og uddannelse af kommende ledere i kirken, det tror jeg, at der i stigende grad er brug for.”

Christian Dalsgaard Thomsen er gift med Lene, og parret har tre små børn.

De sidder i landsledelsen

Landsledelsen består nu af Jens Lomborg (formand), Kurt Dalsgaard (næstformand), Ove Nielsen (økonomiansvarlig), Henrik Nymann Eriksen, Nicolaj Wibe, Jesper Risbjerg, Gitte Thomsen, Christian Dalsgaard Thomsen og Fridtjof Stidsen. Kerstin Hoffmann er netop trådt ud af ELN’s landsledelse efter to valgperioder.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights