Ny menighedspleje: Alle har behov – og alle har noget at give

Ny menighedspleje i Lemvig Bykirke vil skabe rammer, så mange i fællesskabet kan give og modtage.

Diakoni kan antage mange former. I Lemvig Bykirke lægger de vægt på, at diakoni skal være udadrettet, fastholde fokus på evangeliet i praksis og inddrage mennesker i fællesskabet.

Det fortæller Karin Juul Jensen, der er formand for Menighedsplejen i Lemvig Bykirke.

Menighedsplejen er endnu ung. Den havde stiftende generalforsamling lige før sommerferien, og bestyrelsen er nu begyndt at undersøge, hvad der allerede sker, og hvad der evt. har brug for flere hænder.

”Vi har ikke en fancy strategi, men vi har en tro på, at mange har noget at give, og ingen skal stå alene med en opgave. Som bestyrelse for menighedsplejen kan vi ikke komme og lægge noget ned over en menighed, som allerede har gang i rigtig mange opgaver og relationer. I stedet vil vi løfte det, der er. Det kan være, at nogle har mange ressourcer, men forpligter sig over evne. Det kan også være, at nogle har ressourcer til at bidrage lidt, og så kan vi være med til at knytte mennesker sammen. Vi vil gerne, at når der er et aktuelt behov, så bliver flere knyttet til at løse det, så der altid er mindst tre om en opgave,” fortæller Karin Juul Jensen.

Hvem er værdigt trængende?

Spørger man Karin Juul Jensen, om hun og de øvrige i Lemvig ser et særligt behov for hjælp lige nu, så svarer hun prompte:

”Behov – det har vi alle sammen i perioder, ligesom alle også dem med få ressourcer kan bidrage!

For nylig læste jeg om profeten Elias, som blev sendt til enken i Sarepta. Hun havde ikke mere at gøre godt med, og vi ville nok sige, at hun var ’værdigt trængende’. Men så beder Gud Elias om at sige til hende, at hun skal bage brød og give det til ham! Giver og modtager var pludselig byttet om.

Det er værd at lægge mærke til, at da enken først gav, så blev der åbnet en kilde, som blev ved med at give. Hun kom ikke til at mangle hverken mel eller olie.

Jeg tror, der er så meget godt i, at mennesker med mange ressourcer ikke skal slide sig op – ligesom dem med få ressourcer også har brug for at give. Der er meget energi i at mærke, at man kan bidrage. Det kan blive en kilde til stor glæde,” siger Karin Juul Jensen.

Konkret har de i Lemvig Bykirke f.eks. mennesker, som inviterer andre på aftensmad, mens et par ukrainere har brug for at lære dansk, og det er netop den type opgaver eller muligheder, som folkene i menighedsplejen gerne vil skabe gode rammer for.

”Vi vil ikke ud at konkurrere med f.eks. julehjælp eller tilbud til børn, der allerede findes i byen, men vi vil meget gerne være med til at bakke op om gode fællesskaber. Der er mange ensomme, men få der vil stemples som ensomme. Så i stedet for at fokusere på ensomhed, vil vi fokusere på meningsfulde fællesskaber. Helt konkret så vil vi gerne få folk til at føle sig se og hørt,” siger Karin Juul Jensen.

Inspiration fra Kolding

Ideen til menighedsplejen har været undervejs nogle år.

”Det startede for flere år siden på Menighedscamp i Hjallerup med oplæg om Familienetværk i Kolding. Vi var en tre stykker, som synes, det var spændende, om vi kunne lave noget, som både var udadrettet, men som samtidig holdt fast i det vi står for i kirken,” siger Karin Juul Jensen.

Nu er inspirationen omsat til Menighedsplejen i Lemvig Bykirke. Den er så småt i gang og har også meldt sig ind i Menighedsplejen i Danmark, hvor der er mulighed for at trække på ressourcer, f.eks. i forbindelse med indsamlinger.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights