Ny daglig leder i Skjern Bykirke

Kirsten Østerby skal have kontakt til kirkens mange frivillige og ønsker at formidle glæden over at være i tjeneste for Jesus.

Netop hjemvendt efter to år i Jerusalem, var torsdag d. 1. august første arbejdsdag for Skjern Bykirkes nye daglige leder, Kirsten Østerby. Kirstens relation til Skjern Bykirke går dog meget længere tilbage end det. Faktisk var hun med i den arbejdsgruppe, som lagde grunden til Skjern Bykirke helt tilbage i 2006.

I Kirsten Østerby har Skjern Bykirke altså fået en daglig leder, som er særdeles godt kendt med og har et stort hjerte for kirken. Kirsten er uddannet lærer og har tidligere været ansat ved både Efterskolen Solgården og Frøstruphave Efterskole. Nu har hun så sit kontor i Skjern Bykirke, og kigger man forbi, vil man de fleste dage blive budt velkommen af Kirsten.

Som daglig leder bliver én af Kirstens hovedopgaver at have en tæt kontakt med Skjern Bykirkes mange frivillige. Kirsten fortæller om denne del af arbejdet: ”Jeg har virkelig fået øjnene op for, hvor meget de frivillige bærer i kirken. Det er meget imponerende! Når man er en kirke, er der et dybere og mere meningsfuldt lag i tjenesten, end hvis man er frivillig alle mulige andre steder, og jeg håber at kunne formidle glæden ved at tjene Jesus til de frivillige i Skjern Bykirke.”

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights