Diskussionen om kirkelig vielse af homoseksuelle hører ikke til i småtingsafdelingen. Netop dette skridt vil gennembryde en smertegrænse for, hvad den folkekirkelige ordning kan rumme!
Af Sognepræst Henrik Højlund og Sygeplejelærer Sine Herholdt, på vegne af ELN
For 6-7 år siden rasede et af de sidste hundrede års heftigste teologiske debatter, den om Grosbøll og Gud. For 6-7 dage siden så vi det foreløbigt sidste indlæg i den tilbagevende debat om fortabelse. Om mindre end 6 uger er det påske, og vi risikerer en reprise af debatten om Jesu opstandelse. Og helt konsekvent debatteres det nu seriøst af kirkens egne folk, om ikke der er andre veje til Gud end Jesus. Alt sammen sværvægtere i spørgsmålet om troens sandhed. Det hele er på spil.
På den baggrund kan man spørge, om diskussionen om kirkelig vielse af homofile ikke hører til i småtingsafdelingen. Hvorfor er vi nogle, der vil mene, at netop dette skridt vil gennembryde en smertegrænse for, hvad den folkekirkelige ordning kan rumme?
Det er der en række grunde til.
For det første er alt dybest set også i spil i spørgsmålet om vielse af homofile. Kirkens historie kan opvise en del eksempler på spørgsmål, som ved første øjekast kunne synes mindre væsentlige, men som ikke desto mindre blev til alt-eller-intet spørgsmål. Således f.eks. spørgsmålet om Apartheid i Sydafrika, som set i bagklogskabens lys synes indlysende og tungtvejende, men som langt fra var det set gennem forruden. Spørgsmålet om vielse af homofile involverer spørgsmålet om forståelsen af skabelsen, synden, nåden, efterfølgelsen, Biblen, ja sågar Gud.
For det andet drejer sagen sig denne gang om kirkens ritualer. Og dermed om kirkens ortopraksis. Man taler om kirkens ortodoksi, den rette lære. Af ret lære springer ret praksis, f.eks. ritualer for dåb, nadver, vielser mv. Kirkens liturgi kan i mangt og meget være omskiftelig, men den berører også områder, som samtidig berører dens lære. Således f.eks. hvis man indfører vielsesritual for homofile. En god del af kirkens præster og lægfolk kan ikke andet end at forstå et sådant skridt som at indføre et formaliseret misbrug af Guds navn i selve ritualbogen.
Misbrug af Guds navn sker allerede. For eksempel ved at præster og sågar bisper forkynder alles frelse, taler luftigt om Jesu opstandelse og forsvarer talen om gud med lille g. Ligesom mennesker med homoseksuelle følelser i lang tid har kunnet få velsignelse over deres forhold i kirkens rum. Men vi er mange, som har kunnet finde god grund til at blive i folkekirken alligevel, fordi vi har kunnet hævde dens bekendelsesgrundlag imod vrøvl og vranglære i kirken. Med et ritual ophører denne sidste rest af folkekirkeligt helle for mange.
For det tredje viser erfaringer fra andre kirker, at indførelsen af et ritual for vielse af homofile på sigt medfører en række andre lige så problematiske tiltag. For eksempel indførelsen af et kønsneutralt ægteskabsritual, hvor ægteskabsforståelsen er radikalt ændret i forhold til Bibelen og traditionen. Eller indførelsen af restriktioner eller berufsverbot mod præster og menigheder, der vil fastholde kirkens oprindelige lære i disse spørgsmål.
For det fjerde er indførelsen af et ritual for vielse af homofile ikke et udtryk for respekt for mennesker med homoseksuelle følelser. Det er i stedet at narre mennesker til at tro, at Gud vil velsigne deres ægteskab. Gud elsker de homofile, lige såvel som han elsker alle andre mennesker, men at velsigne homofilt samliv ligger uden for hans vilje, og derfor må kirken i respekt for disse mennesker, lade være med at love dem noget, som den ikke kan give dem.
Evangelisk Luthersk Netværk vil på det stærkeste advare mod dette på flere måder grænsebrydende skridt. Det ligner måske ikke det største skridt. Det kan vise sig at være sidste skridt bort fra den folkekirkelige sammenhængskraft – folkekirkens evangelisk lutherske bekendelse.
