Dåben er et mirakel. I den bliver mennesker Guds børn og får troen. Gør vi dåben til noget andet, stjæler vi håb fra det lille barn – og alle andre.
Kronik: Økonomen og sociologen Max Weber fik ret i, at Vesten er ved at blive ”af-fortryllet”. Tidligere havde man troet på, at verden var et ”fortryllet” sted. At noget større var over os mennesker. De kristne sagde, at det var Gud. Men nu slog man i stedet sin lid til menneskets fornuft, intelligens og gode vilje.
Det gik ikke så godt, men sekulariseringen fortsatte. Også i dag afviser mange det åndelige og hellige, og vil klare sig uden Gud og hans mirakler.
Og vi ser konsekvenserne. Når mennesket mener, at det af egen kraft og evne kan gennemskue tilværelsen – så kommer der turbo på gudløsheden. Og håbløsheden.
Modgiften ligger den kristne kirke inde med. Men desværre er den mirakel-løse kultur dybt skeptisk over for ganske almindelig, gammeldags kristendom.
Det er en stor tragedie. Evangeliet rummer håb og mening i rå mængder. Her findes alt det, som det moderne eller postmoderne menneske savner. Her er miraklet. Det gælder ikke mindst på dåbens område.
Men miraklet er til debat. Sidste år blev der nemlig nedsat en dåbskommission, der skal overveje behovet for et nyt dåbsritual i Folkekirken.
De hovedsager i dåbsritualet, som man overvejer at ændre, er præcis dem, der er en torn i øjet på en vestlig, mirakel-løs kultur.
For bliver et barn først Guds barn i dåben, og kan et lille menneske overhovedet tro?
Er vi ikke alle Guds børn?
Sidst der skulle vælges ny biskop i Roskilde, mente tre ud af de fire bispekandidater ikke, at man bliver Guds barn, når man bliver døbt. De sagde, at det var man allerede ved fødslen.
Tanken er, at alle per definition fødes som Guds børn. Kun en enkelt af de fire kandidater til bispestolen ville stå ved ritualets ord om, at vi bliver Guds børn i dåben. Og dermed var hans valgkamp forbi.
Striden handlede om dåbens mirakel. Altså om dåben er et sakramente, eller om vi kan selv.
Folkekirkens gældende dåbsritual taler ligeud om at mennesket bliver født igen af Gud. Det er ikke noget, der har listet sig ind ritualbogen. Det findes også i Luthers ritualer og længe før. Folkekirkens dåb begynder med 1. Peters brev 1,3: ”Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.
Der sker en genfødsel i dåben, og Jesu opstandelse er selve kraften i den. Det siges fra begyndelsen af, med et citat fra Bibelen. Så har vi fast grund under fødderne, som man har i alle ægte kirkeritualer. Dåben er et mirakel.
Lige efter fanfaren følger den indledende takkebøn. Her takker vi for dåbens fire store gaver. På den måde får vi sagt ordentligt tak fra begyndelsen af. Men bønnen har også en pædagogisk funktion. Den fungerer som en slags deklaration på dåben, hvor der står, hvad den indeholder:
”Vi takker dig, himmelske Fader, fordi du ved din enbårne Søn har givet os den hellige dåb, hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.”
Så er banen for dåbshandlingen kridtet op. Den bibelske bane. Vi har fået at høre, at Gud gør os til sine børn i dåben, og at der sker en genfødsel.
Nu følger dåbsbefalingen, teksten om Jesus og de små børn, og præsten tegner korset på barnets ansigt og bryst.
Efter dåbshandlingen bliver genfødslen taget op igen, når vi beder for den døbte, endda med personlig håndspålæggelse:
”Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden og skænket dig syndernes forladelse, han styrke dig med sin nåde til det evige liv!”
Det er meget gammel bøn, som Grundtvig kaldte ”Forsikringen”. Det gjorde han, fordi den forsikrer den døbte om, hvad der netop er sket, herunder, at genfødslen virkelig er foregået.
På Grundtvigs tid var der også kamp om dåbsritualet. Her ville rationalister ikke vide af nogen genfødsel. I den ophedede debat dengang, slog Grundtvig et vigtigt slag for forsikringen. For han kunne ikke leve med, at man som døbt skulle være i tvivl om, om man var genfødt. For ham var det afgørende, at den døbte virkelig blev genfødt i dåben til at være Guds barn.
Det vigtigste, der står på spil i dåbsdebatten, er denne genfødsel og menneskets behov for at blive genfødt. Og drivkraften hos dem, der gerne vil have dåbsritualet lavet om, er som regel en overbevisning om, at vi slet ikke trænger til at blive genfødt. Ud fra den overbevisning siger man nej tak.
Hvis vi lader dem, der ikke anser dåben for et sakramente, ”af-fortrylle”, som de har til lyst, så vil genfødelsens mirakel snart forsvinde ud af vores dåbsritual.
Vi har ikke med en livsfjern, teologisk diskussion at gøre. Den handler jo om levende mennesker: Sker der noget med én, når man bliver døbt, eller ej?
Kan et spædbarn tro?
Det bringer os til spørgsmålet om, hvorvidt et spædbarn kan tro på Gud eller ej.
I Hebræerbrevet læser vi, at ”tro er tillid”. Tillid påføres som bekendt udefra. Rigtig tillid opstår kun, når en anden er tillids-vækkende.
En mormor kan f.eks. vække en babys tillid med berøringer, små sjove lyd og omsorg, så babyen kvitterer med et smil. Hun har vakt babyens tillid.
Nu er spørgsmålet i relation til barnetro, om Gud har samme magt som mormor. Kan Gud vække tillid hos et barn? Gud kan jo træde os nær som ingen anden. Og har mere med end sjove lyde. Han taler til os med sit almægtige, skabende ord. På de præmisser skulle Gud kunne være i stand til at opnå et resultat, der matcher mormors.
Sagen er, at den evangelisk-lutherske forståelse af tro er, at Gud kalder den frem i os, ved at virke med sit ord og sin Ånd. På den måde er han tillids- og tros-vækkende. Og dermed er det slet ikke vores egne ressourcer, der afgør, om vi kan tro eller ej.
Luther kunne ikke blive træt af at tale om troen som mirakuløs. Hans beskrivelser kredser om troen som en gave fra Gud på trods af vores ressourcer.
Kun troen kan gøre et menneske retfærdigt for Gud, havde Luther læst i sin Bibel. Og derfor protesterede han konsekvent, når nogle ville bortforklare, at troen er nødvendig ved dåben. Han troede ikke selv, at et barn kunne blive båret frem til dåben under faddernes og menighedens forbøn, uden at komme til tro.
Grunden til, at han var så sikker, var at spædbørnene ikke havde fornuften endnu.
Han sagde: ”Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til at tro end de voksne og fornuftige, som fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder igennem den smalle port. Her skal man ikke se på fornuften eller dens gerninger. Her virker Gud alene, og fornuften er død og blind overfor dette (altså overfor troen) som en ufornuftig sten.”
I den nuværende dåbsdebat bliver udfordringen, om at vi som Luther lader trosunderet stå som et mirakel.
At der stadig vil være noget i dåben, som vi ikke forstår, er en anden sag. Men sådan er det vel altid i mødet mellem mennesket og Guds mirakel.
