Lovsang – tid sammen med Gud

“For mig er lovsang tid sammen med Gud, og jeg ser lovsang som en vigtig del af det at være kristen,” fortæller Sidsel Klitlund i IMT

Lovsangen har en stor betydning, også i ELNs Menighedsnetværk. Derfor er der i ELN oprettet et lovsangsleder-netværk, hvor menighederne kan inspirere hinanden, udveksle erfaringer og holde fokus på lovsangens betydning. Menighedsnetværkets nye intranet ledes af Jón Poulsen og er åbent for medlemmer af lovsangsbands.

I Indre Missions Tidende har Anette Ingemannsen interviewet tre medlemmer af lovsangsbandet Light Up Lion om deres oplevelse af lovsangen.

Lovsangsbandet Light Up Lion har i de senesteår præget lovsangstraditionen blandt de unge i Indre Mission. Det har givet dem mange tanker om lovsang og tilbedelse, som nogle af bandets medlemmer sætter ord på en aften hjemme hos Daniel Kastrup i Aarhus.

“Kristne har til alle tider haft lyst til og brug for at prise Gud med musik, og Bibelen har opmuntret dem til lovsang,” fortæller Daniel, der er én af bandets sangskrivere.
“Gennem tiderne har musikken i lovsangen været i en stadig udvikling, og det gør den spændende og levende at arbejde med. Samtidig indeholder den noget universelt.”
Musikeren Steffen Rauff uddyber det: “Musikken og måden at spille på ændrer sig, men evangeliet og Gud forbliver altid det samme.”
Bandets anden sangskriver Sidsel Klitlund beskriver lovsangen i dag i forhold til tidligere.
“Man kan sammenligne udviklingen inden for lovsang med udviklingen inden for tøjmode. Engang var der nærmest kun to stilretninger at klæde sig efter, hvorimod der i dag er mange forskellige. På samme måde tror jeg, at der i dag er flere ´retninger´ inden for lovsang. Man kan lovsynge på flere måder, og det er måske derfor, der bruges meget tid på at diskutere og udforske lovsangen i dag,” forklarer Sidsel.
“Lovsangen fyldte meget i min mormors liv, og hun lovsang meget med salmer. Lovsangen betyder også meget for mig, men jeg lovsynger bare med nogle andre sange.”.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights