LM-frimenighed køber nedlagt folkekirke

Utterslev kirke i København solgt til LM-frimenighed for 6,5 mill kroner

Luthersk Mission skriver på sin hjemmeside om LM-frimenigheden Nordvestkirken i København, som senest 1. november overtager den nedlagte Utterslev Kirke. Utterslev kirke er én af de 8 folkekirker i København, som sidste år blev taget ud af drift på grund af for få aktiviteter.

Nordvestkirken flytter dermed to kilometer fra Emdrup Torv, hvor den var vokset ud af lokalerne, til Utterslev Torv og får langt bedre faciliteter end hidtil.

Den nye kirkebygning rummer en kirkesal med 320 siddepladser, en menighedssal, hvor der er plads til 150 personer, der sidder ved borde, og nogle mindre lokaler, der kan bruges til børne- og teenarbejdet.

Klausul nedsatte prisen

Utterslev Kirke, der blev taget ud af folkekirkelig drift sidste år i forbindelse med en række kirkelukninger i København, var sat til salg for 10,2 millioner kroner, men salgsprisen endte på 6,5 millioner.

Det skyldes en klausul om, at bygningen skal videreføres som kirke. Nordvestkirken finansierer lige godt og vel købet ved salg af sin hidtidige bygning på Frederiksborgvej 179.

Frimenigheden håber på god kontakt i det nye nærområde

Nu glæder medlemmerne sig til at tage de nye faciliteter i brug. Der er mange unge og børnefamilier i frimenigheden, og derfor er der sang og forkyndelse for børn i to aldersgrupper hver søndag, samtidig med at der prædikes for de voksne.

Simon Harstad, der er formand for Nordvestkirkens menighedsråd håber, at frimenigheden vil få god kontakt til beboere i Nordvestkirkens nye nærområde. Til jul vil man sælge juletræer uden for kirken, og man håber på, at det vil give gode kontakter.

”Og så bliver det jo spændende at se, hvor mange der kommer i kirke juleaften,” siger han.

Simon Harstad oplyser, at kirken umiddelbart kan tages i brug, som den er. På forhånd har man kun lagt sig fast på, at køkkenet skal moderniseres. Hen ad vejen vil menighedens medlemmer så tage stilling til, hvordan kirken skal fungere i de nye lokaler.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights