Livet er ikke længere helligt

Tidens krænkelseskultur kommer af en ny og kunstig forståelse af godt og ondt. Selvbestemmelse er blevet vigtigere end livet.

Af Peter Søes, adjunkt ved Menighedsfakultetet

C.S. Lewis skrev i 1943 en lille bog, der hedder Menneskets afskaffelse. Én af hans pointer er, at alle kulturer før vores har vidst, at der er noget, der er godt, og noget, der er ondt. Og at vi er forpligtede på at gøre det gode og holde os fra det onde. Vi står altså til ansvar for en højere instans end os selv, og vi ved noget om, hvad vores ansvar går ud på, fordi det svarer til virkeligheden.

Når vi overvejer, hvad der på et eller andet område er det etisk rigtige at gøre, handler det altså om, hvad der er godt og ondt på et dybere plan end bare vores egen mavefornemmelse. Om hvad der i virkeligheden er rigtigt og forkert. Og det gælder både, når vi prøver at tage stilling til svære spørgsmål om f.eks krig, flygtningemodtagelse eller dødshjælp, og når det handler om de mange valgsituationer, vi kender fra hverdagen.

Hænger ikke sammen med virkeligheden

Men i vores moderne tid, skriver Lewis, har mennesker mistet troen på, at ’godt’ og ’ondt’ er forankret i den objektive virkelighed. Så når moderne mennesker skal finde ud af, hvad der er rigtigt og forkert at gøre, har de et helt andet udgangspunkt. Et udgangspunkt, der er kunstigt frembragt, som han kalder det, fordi det ikke hænger sammen med, hvordan virkeligheden objektivt er. Lewis mener, at dette udgangspunkt kan udformes lidt forskelligt. Og så kan man jo spekulere over, hvad det mon er i Danmark i vores tid. Det har jeg et (ikke spor originalt) bud på:

  • Jeg tror for det første, at udgangspunktet for mange i dag er menneskets egen frihed til selv at definere, hvad der er rigtigt og forkert for én selv. Siden slutningen af 1700-taller er det slået igennem som den moralske grundlov i hele den vestlige kultur. Menneskets selvbestemmelse eller autonomi, kalder vi det.
  • Jeg tror for det andet, at denne selvbestemmelse i vores tid mere og mere bliver forstået som grundlag for menneskets værdi. Altså: I stedet for at sige, at menneskelivet har værdi (f.eks. fordi Gud har skabt os i sit billede), er det blevet sådan, at det er menneskets selvbestemmelse, der har værdi og skal beskyttes. Selvbestemmelsen er blevet hellig, i stedet for livet.

Retten til egen krop

Det kan man se, når vi taler om abort. For aborttilhængere handler det ikke om, at man ønsker flere aborter i Danmark, men om den gravide kvindes ret til at bestemme over sin egen krop. Det er denne ret, dansk abortlovgivning vil beskytte. Er nogen (som jeg selv er) modstander af fri abort, opleves det som en krænkelse af denne ret. Og altså som om man vil umenneskeliggøre kvinden ved at fratage hende selve sin menneskelige værdi.

Derfor vækker bare det, at jeg har den holdning, meget voldsomme følelser, også selvom det jo ikke betyder noget for abortsøgende kvinders rettigheder og muligheder, hvad et meget lille mindretal af abortmodstandere mener.

Selvbestemmelse er en strategi

Man kan også se det i diskussionen om aktiv dødshjælp. Tilhængere ønsker ikke nødvendigvis mange konkrete tilfælde af dødshjælp, men de ønsker valget.

Uhelbredelig sygdom er aldrig selvvalgt. Så den fratager jo helt åbenlyst mennesket dets selvbestemmelse og dermed – efter denne måde at tænke på – dets værdi. Men ved at gøre det til éns eget valg, om man i den situation vil leve eller dø, mener mange, at man på en måde kan genoprette selvbestemmelsen. Så det kan ses som en strategi for at fastholde menneskeværdet. Derfor opleves det, som om det er selve den syges menneskelige værdi, man krænker, hvis man (som jeg) er modstander af aktiv dødshjælp.

Noget af det samme gør sig gældende i de seneste års mange diskussioner om kønsidentitet og kønsskifte. De handler om meget mere end om, hvordan man bedst hjælper de ret få, som oplever at være et andet køn end deres krop. Grundlæggende tror jeg, motoren i disse diskussioner er, at det simpelthen føles krænkende, hvis et menneskes selvoplevede kønsidentitet ikke kan gøres fuldt ud gældende. Det virker som en krænkelse af dette menneskes selvbestemmelse, og dermed af dets værdi.

Selve holdningen er krænkende

Læg mærke til ordet krænke. At krænke nogen betyder i disse og lignende sammenhænge ikke bare at skade nogen, at indskrænke nogens muligheder, at overtræde nogens grænser eller at fornærme nogen. Det er selve holdningen, der er ’problemet’, , og som vækker stærke følelser.

Hvis man f.eks (som jeg) ikke mener, at to mænd kan indgå ægteskab med hinanden, fordi et ægteskab efter Guds indstiftelse er et forhold mellem en kvinde og en mand, så opleves det krænkende. Ikke fordi det forhindrer nogen i at leve, som de gerne vil, og ikke engang fordi det ødelægger den gode stemning at sige det højt. Det er selve det at have holdningen, der opleves som en krænkelse af et medmenneskes menneskeværd.

Det kan jeg i og for sig godt sætte mig ind i. Jeg reagerer jo også selv på holdninger. Hvis nogen har den holdning, at jøder, sorte eller kvinder er mindre værd end ariere, hvide eller mænd, så oplever jeg selve holdningen som truende og udskammende. Og jeg synes ikke, det er ømskindet krænkelsesparathed på andres vegne at bekæmpe nazistiske, racistiske og sexistiske holdninger. Det opfatter jeg som en kamp for alle menneskers gudgivne værdi.

Forskellen er, at jeg tror, at ethvert menneskes enestående værdi er forankret i noget objektivt, nemlig i Guds skabelse, og ikke i det enkelte menneskes selvbestemmelse. Men selve det at bestemte holdninger vækker stærke reaktioner, synes jeg, er til at forstå. Og sådan er i hvert fald den situation og det åndsklima, der er vores nu.

Ikke provokere eller fornærme

Men hvad skal vi så som kristne gøre? Jeg tror, det er vigtigt, at vi taler om disse ting på en måde, der er gennemsyret af oprigtig omsorg for vores medmennesker. Der er ikke noget helligt eller gudvelbehageligt i at fornærme nogen eller udtrykke sig provokende i stil med Donald Trump. Det gælder, som Paulus siger, om at lade vores mildhed blive kendt af alle.

Men samtidig gælder det om at holde fast i ægte bibelsk etik, også på ovenstående områder. Både for vores egen skyld, og for de menneskers skyld, Gud har givet os at leve sammen med i Danmark i 2022.

Dybest set tror jeg ikke, at den moderne selvbestemmelses-forståelse af et menneskes værdi giver nogen ægte hjælp – hverken til uønsket gravide eller til mennesker, som oplever sig udfordret af deres seksuelle orientering eller deres kønsidentitet. Hjælpen ligger et andet sted, nemlig i at Gud er Skaberen.

Det betyder blandt andet, at vi er befriet fra selv at skulle definere ’rigtigt’ og ’forkert’ – og det er faktisk en kolossal befrielse. Og det betyder først og fremmest, at vores værdi ikke afhænger af, at vi mere eller mindre krampagtigt formår at fastholde vores selvbestemmelse. For den er forankret et andet sted, nemlig i Guds skabende kærlighed.

Peter Søes er adjunkt på Menighedsfakultet og medlem af ELN’s repræsentantskab. På det seneste repræsentantskabsmøde holdt Peter Søes et foredrag, hvoraf en del er gengivet i kronikken.

Kronikken har tidligere været bragt i Indre Missions magasin IMpuls.

Skriv en kommentar