Kraften i Guds ord giver barnedåben indhold

Kan man spørge et spædbarn, om det tror på Gud? I disse måneder bliver der i Folkekirken arbejdet med, om dåbsritualet skal laves om, også på dette punkt. Men barnetroen begrundes stærkt i Bibelen, og var også en hovedsag for Luther, fordi emnet dybest set handler om, hvad tro er.

Af Michael Lerche Nygaard, sognepræst i Kristkirkens Sogn, Kolding, og medlem af ELN’ landsledelse 

I Kristeligt Dagblad den 12. juli opfordrer pensioneret sognepræst Georg Klinting til, at man opgiver den personlige tilspørgslen ved barnedåben. Og umiddelbart kan det da også virke næsten absurd at stille spørgsmål til et spædbarn, der endnu ikke er i stand til at samtale med nogen.

Gøgl

Sådan var der også mange, der tænkte på Luthers tid. Adskillige præster benægtede, at så små børn kunne tro på Gud, for hvordan skulle de overhovedet kunne forstå Guds ord? Og hvordan skulle de kunne tro, når de ikke havde en voksen forstand?

Nogle forsvarede barnedåben med, at barnet i virkeligheden blev døbt på forældrenes eller kirkens tro. Andre mente, at dåben var en slags automat, der frelser, uafhængigt af troen. Og atter andre så sådan på det, at man blev døbt på forventet efterbevilling – sådan at forstå, at man først blev genfødt og frelst engang i fremtiden, når man var blevet stor nok til at forstå lige så meget som de voksne.

Luther sagde nej tak til alle disse kreative forslag og kaldte det for gudsbespottelse og gøgl, hvis man døbte børn, uden at gå ud fra, at de kunne tro.

Troens betydning

”Troen alene” var en slags motto for Luther. Han genopdagede jo, at Bibelens kerne er dens stærke budskab om retfærdiggørelse ved tro. Det affødte den voldsomme vækkelse i 1500-tallet, som vi kalder for reformationen. Her kom Bibelens ord til ære og værdighed igen, og det betød bl.a. at synet på sakramenterne blev fornyet i bibelsk lys.

Dåb og nadver var man ellers begyndt at opfatte som en slags magiske handlinger. Det gjorde Luther op med. Troen måtte til, for at mennesker kan blive retfærdiggjort af sakramenterne. Og børn har lige så meget brug for frelse som voksne. For børn er rigtige mennesker, og dermed også rigtige syndere, som kun kan retfærdiggøres ved tro på Kristus.

Barnets personlige tro

Af samme grund må børnene iflg. Luther også nødvendigvis have deres egen tro for at blive frelst. Luther formulerede det sådan: ”Vi må lade den grundvold stå fast og sikker, at ingen bliver salig gennem andres tro eller retfærdighed, men gennem sin egen. Modsat bliver ingen fordømt på grund af andres vantro eller synd, men på grund af sin egen vantro, som evangeliet klart og tydeligt siger, Mark. 16,16: Den, der tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt”.

Hvad er troen for noget?

Det vigtigste argument hos dem, der satte spørgsmålstegn ved barnedåben, var, at spædbørn ikke kan tro, fordi de stadig mangler fornuften. Sådan bliver der også somme tider argumenteret i dag. Her må vi være bevidste om, at det springende punkt er, hvad troen i det hele taget er for noget.

Luther minder os om, hvad Jesus selv har sagt om tro: At vi må blive som børn og tåber, for at kunne tro. Fornuften er bestemt ikke nogen forudsætning for troen, men derimod en fjende af troen, fordi den skaber tvivl om Guds ord og løfter. Hvis det endelig skal være, har spædbørnene faktisk en fordel med hensyn til at tro, i forhold til os voksne. Med Luthers formulering: ”Netop fordi børnene er uden fornuft og ubegavede, er de bedre skikkede til at tro, end de voksne og fornuftige, som fornuften altid står i vejen, så de ikke kan få deres store hoveder igennem den smalle port. Her skal man ikke se på fornuften eller dens gerninger. Her virker Gud alene, og fornuften er død og blind overfor dette som en ufornuftig sten”.

Guds ords kraft

Hvis man irriterer sig over, at vi i kirken spørger et spædbarn med navns nævnelse, om det tror på Gud Fader, Jesus Kristus og Helligånden, skal man huske på, at der er mange andre forhold inden for kristendommen, som ikke harmonerer med almindelig logik. F.eks. tror vi på en Gud, hvis ord har en så voldsom kraft, at det har frembragt hele skaberværket.

Vi kan også tænke på Lazarus’ opvækkelse i Johs. 11: Jesus råber med navns nævnelse ind i mørket til sin døde ven: ”Lazarus, kom herud”. Virker det ikke mindst lige så ulogisk som situationen med det lille barn ved døbefonten? Den døde Lazarus havde været begravet i flere dage. Hans ører kunne ikke høre noget. Egentlig var der slet ingen at henvende sig til. Ingen, der kunne give nogen respons. Og alligevel stod Lazarus op fra sin kolde grav og gik varm og levende ud i til sin ven Jesus. For Guds ord havde banet sig vej helt ind til Lazarus, selv om der ikke var nogen fornuftige grunde til, at dét ord skulle blive hørt.

Tro er tillid

Når Bibelen og den lutherske kirke hviler i, at spædbørn kan tro, skyldes det tiltro til kraften i Guds ord. Vores små børn bliver ikke frelst af, at andre tror på deres vegne.

Tro er tillid, og vi tror på, at Gud med sit ord kan vække tillid i børnene, og det er nok. Vi ved jo også af erfaring, at helt små børn er mægtig gode til at vise tillid og tage imod, som Jesus også mere end antyder i Mark 10,15.

Gud taler selv sit ord til dem, og kalder troen frem i dem på en måde, vores fornuft ikke kan beskrive.

Sådan går det for resten altid til, når nogen kommer til tro. Dermed handler diskussionen om den personlige tilspørgsel ved dåben først og fremmest om, hvad troen er. Og det er dét, man desværre er blevet uenige om i Folkekirken.

Michael Lerche Nygaard argumenterer også for sit synspunkt i Kristeligt Dagblad den 24. juli i kronikken Ordet er stærkt nok til, at selv spædbørn kan få troen

Foto: Ole Larsen/Kristkirkens Sogn

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

ELN søger ny landsleder. Måske noget for dig, der er netværker, organisator og kommunikator..?

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights