Gennem tiden er der mennesker, som har brændt sig på kristne fællesskaber, selvom de burde være et trygt og sikkert sted for alle. ”Når kirken svigter” er en konference om at opdage og imødegå usunde tendenser eller krænkende adfærd. Bag konferencen står en bred gruppe fra både folkekirken og frikirker.e
Hvordan spotter man en psykopat?
Hvad gør man for at undgå seksuelle krænkelser?
Og hvem sikrer, at al påvirkning sker med respekt, så ingen grænser bliver overtrådt?
Enhver leder i et kristent fællesskab er nødt til at stille sig selv ovenstående spørgsmål, hvis man vil sikre, at kristne fællesskaber er et trygt sted at være, hvor både børn, unge og voksne trives.
For selv om troen og det kristne fællesskab er en værdsat gave for mange mennesker, findes der desværre også dem, for hvem tilknytningen til sådan et fællesskab har fået en særdeles bitter eftersmag. Mennesker er gennem tiden blevet skuffet, udbrændt, ikke rummet eller har ligefrem været udsat for overgreb eller magtmisbrug fra usunde ledere.
Årsagerne, smerten og niveauet kan variere, men er under alle omstændigheder en vigtig påmindelse om, at vi skal tale åbent om, hvordan vi kan forebygge usunde tendenser og udviklinger i det kirkelige miljø, så det er et trygt sted at være.
Derfor inviterer en bred gruppe af kirkelige aktører – også ELN – fra både folkekirken og frikirker til fyraftenskonference med titlen ”Når kirken svigter”. Her vil man tale om, hvordan kristne fællesskaber kan blive bedre til at forebygge svigt, misbrug og manipulation.
Medvirkende
Som oplægsholdere ved konferencen medvirker blandt andre:
- Seniorkonsulent i Børns Vilkår Bente Boserup. Emne: ”Religiøst pres i børnehøjde”.
- Tv-udvikler og hovedperson i tv-dokumentaren ”Sektlederens hemmeligheder”, Roald Bergmann. Emne: “Hvad jeg ville ønske nogen havde fortalt mig”
- Psykolog og forfatter til bogen ”Forklædt – pæne psykopater og deres ofre” Irene Rønn Lind. Emne: ”Når fællesskabet svigter”.
- Leder af Kristent Pædagogisk Institut og forfatter til bogen ”Påvirk med respekt”, Carsten Hjorth Pedersen. Emne: ”Påvirk med respekt”.
Alle er anerkendte kapaciteter på hvert deres område.
Derudover medvirker flere kristne ledere.
Tid, sted og pris
Den 30. september klokken 16.00-20.00 i Københavns Kulturcenter, Drejervej 15, København NV. Prisen er 50 kroner inklusiv en let servering.
Målgruppe
Konferencen er for alle, som på en eller anden måde har brændt sig på et kristent fællesskab, samt for ledere i kristne fællesskaber af enhver slags.
Læs mere og tilmeld dig her.
Arrangører
Konferencen finder sted i et samarbejde mellem Luthersk Mission, Kristeligt Forbund for Studerende, Indre Mission, Evangelisk Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Netværk, Baptistkirken i Danmark, Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, Børne- og UngdomsOase, Ung Mosaik, Missionsforbundets Børn og Unge, Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund, Metodistkirken, Luthersk Missions Børn og Unge, Kirkernes Integrations Tjeneste, Indre Missions Unge, Frelsens Hærs Ungdom, Frelsens Hær, Evangelisk Luthersk Ungdom, Den katolske Kirke, Danmarks Unge Katolikker, Baptisternes Børne- og Ungdomsforbund, Apostolsk Kirkes Børn og Unge, Adventistkirken, FrikirkeNet samt Camilla Johnson fra Inside-Out.