Udfordrende og tankevækkende foredrag og vedkommende og inspirerende workshops/seminarer var ingredienserne ved en fælles konference arrangeret af ELN, Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler og Børne- og Unge Oase.
Grejsdalens Efterskole i Vejle dannede lørdag d. 6. september en flot ramme omkring en nyskabelse indenfor kursus og konferencer for ledere i det kirkelige børnearbejde.
Tre kirkelige organisationer og netværk har i et frugtbart samarbejde arrangeret og inviteret ansatte og frivillige medarbejdere på inspirationskonfence. Omkring 170 havde fulgt opfordringen til at bruge en lørdag på at blive fyldt op og få ny inspiration og redskaber til det lokale arbejde som ledere for børn og unge. Det blev til en meget udbytterig dag, hvor der både var tid til reflektion og til nye praktiske ideer, som man kunne tage med hjem.
Spændende foredragsholder
Om formiddagen bød programmet på foredrag ved Ph.d. Søren Østergaard, som er leder af Center for ungdomsstudier og forfatter til bl.a. ”Børneliv 2.0. Han gav et indblik i nutidens ungdomskultur, der i disse år breder sig så meget, så man kan sige at børn allerede i 8 års alderen formes af den. På mange måder er børns interesser og udvikling ikke forandret, men den udfolder sig på mange digitale platforme og der er blevet mere fokus på at den enkelte skaber sin egen identitet.
Børn er præget af den kultur vi lever i, men samtidig også skabt i Guds billede. Derfor er udfordringen for det kirkelige børne- og ungdomsarbejde, at skabe en sammenhæng mellem kirkelighed og virkelighed. Så børn og unge oplever at Jesus som de hører om i kirken eller klubben også har betydning for deres hverdagsliv. Det er virkelig vigtigt, at lederne stiller sig til rådighed og spørger ind til børnenes liv og tanker, for de er nogle af de få voksne i børns liv, som ikke “har noget på dem” og som de derfor kan have frimodighed til at tale med. Søren Østergaard gav deltagerne nogle tanker at arbejde videre med og sluttede af med 5 spørgsmål, som det vil være relevant at ledere og børn/juniorer drøftede med hinanden.
¨Hvad synes du er det sjoveste ved at gå I juniorklub?
¨Hvad synes du er det mindst sjove ved at gå I børneklub?
¨Hvad kunne gøre det endnu sjovere at gå I børnekirke?
¨Hvad kunne gøre at du holdt op med at gå I børnekor?
¨Hvad kunne du godt tænke dig at blive bedre til?
Et væld af seminarer og workshops
Efter frokost åbnede ”Mulighedernes marked”, hvor eftermiddagens workshop og seminarer blev præsenteret i en markedsstemning, hvor man kunne gå rundt og se, hvad de forskellige kunne byde på. Det var en markant nyskabelse i forhold til den traditionelle måde at arrangere en konference på, for det betød at det først var på selve dagen at man valgte sig ind på to af de mange tilbud.
“Det gav mulighed for, at man fik lidt med fra de andre tilbud, som man ikke kunne nå at høre mere om, samtidig med, at man kunne vælge lige det, som man mest havde brug for”, siger Landssekretær Brian Christensen, der på ELNs vegne har været med til at arrangere konferencen. “Vi oplevede at mange fik en rigtig god samtale og derefter kunne de så fordybe sig i enten “Godly Play”, “Børns åndelighed”, “Det at favne de urolige børn”, eller en af de andre 16 forskellige workshop og seminarer. Det har været en rigtig god oplevelse at arrangere konferencen her i samarbejde med DFS og Børne og Unge Oase og viser de gode frugter der kan komme ud af et netværks-samarbjede”