Lars Boje Sønderby Jensen mener, Leif Andersen tager fejl i sin bog “Den tredje tvivl”. Vi kan orientere os. Vi kan opbygge et sandt verdensbillede. Vi kan besejre den tredje tvivl, skriver han i denne kommentar.
Leif Andersen, lektor i praktisk teologi fra Menigheds Fakultetet, har skrevet en relevant og spændende bog Den tredje tvivl. Jeg vil her zoome ind og give mit input og alternativ til forfatterens løsning på den tredje tvivl. Det er altså ikke en anmeldelse, og min kritiske kommentar dækker ikke mit samlede indtryk af denne flotte bog.
Bogens omdrejningspunkt er de senmoderne tvivlsspørgsmål: “Er min sans for sandhed mon i orden? For er denne sans ikke… uhjælpeligt defineret af sociale konstruktioner, dikteret og censureret af mit fortolkningsfællesskab? Havde jeg været tysker i trediverne…havde jeg næppe haft samme grundsyn. Er det derfor ikke et fuldkomment tilfælde, at jeg har det livssyn, jeg har?” (15).
Dette kalder Andersen den tredje tvivl, som adskiller sig historisk fra den præmoderne anfægtelse (den første tvivl) og den moderne religionskritik (den anden tvivl).
Andersen har en intelligent, nærværende og dybdegående dialog med socialkonstruktivismen med referencer til historie, kultur og kunst, som strækker sig over hele bogen. Forfatteren anerkender den tredje tvivl og accepterer den som et uundgåeligt menneskeligt vilkår. “Svaret er nemlig ikke, at det problem har kristendommen løst. Svaret er, at det problem er der ingen, der har løst.” (136, 148, 191). Den objektive virkelighed findes, men “vores oplevelse af den er uhjælpeligt subjektiv” (17). Vi har vanskeligt ved at finde den sikre erkendelse, ifølge forfatteren: “Jeg har…ikke noget arkimedespunkt, hvorfra jeg kan nulstille fordomme og forudsætninger og nå frem til et objektivt, forudsætningsfrit ståsted…[L]ægger vi nu ikke op til den…rene relativisme? Jo. Teoretisk set. For der findes intet fast punkt uden for mig selv, hvorudfra jeg kan orientere mig og opbygge mit verdensbillede” (147). Andersen tror ikke, at der er en filosofisk løsning på den tredje tvivl.
Han finder alligevel redning fra socialkonstruktivismens epistemiske ødelæggelse ved at overgive sig og lade den “brænde ud” (159-60). Hvad mener han? Ganske vist betvivler den tredje tvivl vores kristentro, men den betvivler også alle andre verdenssyn og værdisæt. Den gennemsyrer alt. Ingen eller intet er fredet. Ingen er bedre stillet over for nogen eller noget (177).
Resultatet bliver, at hvis man dekonstruerer konsekvent, ændrer den ikke ret meget, ifølge Andersen (133). For argumenterne for og imod kristendommen er stadig de samme (212). Så selvom den tredje tvivl ikke kan afmonteres, kan vi lære at leve med den (213) og holde fast i de sandheder og værdier som er eksistentielt vigtige for os. Fastholdelsen af sandheder, værdier og tro sker med inspiration fra Kierkegaard ved “fortvivlelsens spring” (191). Det er inderliggørelsen af sandheden, det vil sige, tilvalget og efterlevelsen af det man tror er sandt på trods af usikkerheden forbundet med vores skrøbelige erkendelse (194).
Her spiller Jesus, det kristne menneskesyn og etik og håbet på opstandelsen en stor rolle. Andersens eksistentielle overgivelsesstrategi er farbar, men unødvendig efter min mening. Vi behøver ikke hejse det hvide flag og kapitulere til den tredje tvivl. Vi har nemlig et lager af filosofisk ammunition tilgængeligt.
For det første undergraver den tredje tvivl sig selv. Hvis vores erkendelse af virkeligheden er uhjælpeligt subjektiv, må det også gælde den tredje tvivls udfordring (for den er en del af virkeligheden). Hvis pointen er, at vi ikke kan være sikre på vores erkendelse, hvorfor skal vi så tro dem, som fremsætter den tredje tvivl? Andersen er lidt inde på lignende problematik for den radikale hermeneutik, men han overfører det desværre ikke til den tredje tvivl (183).
For det andet. Andersen lader også til at antage at muligheden for (selv)bedrag, manglen på sikkerhed, er et argument for den tredje tvivl (112-114, 120-122). Jeg er helt enig med Andersen, at dette menneskelige vilkår bør lede til ydmyghed og forsigtighed (133), men jeg synes ikke, at det understøtter den tredje tvivl.
Her er et lidt plat eksempel, som illustrerer min pointe. Jeg ser nu en kop på mit sofabord. Det er muligt, at jeg tager fejl. Min kone kunne have hældt narko i min morgenkaffe, så jeg hallucinerer. Det er usandsynligt, og jeg har ingen grund til at tro, at det forholder sig sådan. Selv om det er teoretisk muligt, at jeg tager fejl, ved jeg, at jeg ser en kop.
Muligheden for fejl bør ikke lede til en generel epistemisk mistillid. Kun i mødet med aktuelle tvivlsgrunde bør jeg anfægte mine respektive overbevisninger.
For det tredje. Jeg er helt med på, at vi er påvirket af vores fortolkningsfællesskab. Men hvorfor antage at påvirkningen nødvendigvis forhindrer os i at tilnærme os sandheden? Det afhænger i høj grad af, hvilke forudsætninger fællesskabet giver vores erkendeevner på godt og ondt. Alle fællesskaber er ikke epistemisk lige. I Danmark har du bedre epistemiske vilkår end i Rusland. Andersen anerkender flere steder, at fortolkningsfællesskabets censur ikke er en ufravigelig skæbne (47, 215), men jeg savner, at det bliver trukket fra den tredje tvivls uløselighed.
For det fjerde. Andersen tror ikke på, at vores mest grundlæggende moralske formodninger kan begrundes rationelt (156-57). Han erklærer sig selv dekonstruktivist, men ikke moralrelativist selv om det følger logisk af dekonstruktionen (176). Alligevel “bider han sig fast” i sine moralske værdier og domme som et eksistentielt valg, for “[i]kke alt kan være lige rigtigt eller lige godt” (180). Jeg kunne ikke være mere enig.
Problemet er bare, at det er vanskeligt at fastholde et meningsfuldt moralsk sprog, som Andersen benytter sig af, og dekonstruktionen på samme tid. Vores moralske domme har brug for moralske kendsgerninger eller forhold, som gør dem sande. Men dekonstruktionen fjerner netop dette grundlag, og et eksistentielt valg tryller desværre ikke en moralsk metafysik frem. Uden den er moralske domme ikke udtryk for mere end følelser eller præferencer. Så for mig at se står Andersen i et dilemma mellem sin dekonstruktivisme og sine moralske domme. One has to go. Som overbevist moralrealist ved jeg godt, hvad jeg selv ville vælge.
Til sidst. Som kristne har vi særlig god grund til at fæste lid til vores evne til at opnå erkendelse. Gud har jo skabt os til at være verdens forvaltere og til at opnå kendskab og fællesskab med Gud. Gud vil, at vi skal lære og forstå og tro. Vores skrøbelighed og begrænsninger bør gøre os ydmyge og villige til at revidere vores overbevisninger i mødet med holdbare tvivlsgrunde. Javist. Men vi skal ikke have en generel mistillid til vores erkendelse. Syndefaldet har selvfølgelig også påvirket og fordrejet vores erkendelse, men ikke i en grad at sandhed er et forduftet ideal.
Mere kunne siges, men det er muligt at nå ud til et fast punkt uden for os selv – særligt med Gud i ligningen!
Vi kan orientere os. Vi kan opbygge et sandt verdensbillede. Vi kan besejre den tredje tvivl.
…….
Læs også Respons fra Leif Andersen
…….
Den tredje tvivl af Leif Andersen, Bibelselskabets Forlag, 280 sider, 249,95 kr.
Lars Boje Sønderby Jensen er cand.mag. i filosofi og arbejder som KFS-sekretær. Han er desuden fast blogger hos ELN.
