Kirkeskib søger kaptajn

Vendsyssel Frimenighed har købt tidligere folkekirke – nu søger menigheden en præst.

I efteråret købte Vendsyssel Frimenighed Hånbækkirken i Frederikshavn, og nu er det med støtte fra borgfonden muligt at ansætte en præst i en stilling på mellem 75 – 100 procent alt efter anciennitet.

”Det er vi utrolig glade for, og vi har en forhåbning om, at når Gud har givet os en kirke, så vil han også give os en præst. Eller man kunne sige, at Gud ikke ville give os et skib, hvis ikke han vil give os en kaptajn,” siger Gitte Møller Thomsen, formand for menighedens bestyrelsen.

Hun peger i samme åndedrag på, at de mange ting, som kirken nævner i stillingsopslaget, er ledelsens fokuspunkter, og at det er tanken, at den nye præst skal være med til at udvikle dem.

”Vi søger en hyrde for menigheden, som skal holde gudstjenester og undervise. Men jobbet handler i høj grad også om at lede frivillige, for vi har ingen forventning om, at præsten skal løse det hele selv,” siger Gitte Møller Thomsen.

Her er mennesker

Vendsyssel Frimenighed har de seneste fem år lejet sig ind i lokaler i et industrikvarter, men med købet af Hånbækkirken, er man nu rykket ind i et kvarter med boligblokke, hvor der både bor ældre og en del børnefamilier.

Hånbækkirken blev i sin tid bygget som en kirkesal under Bangsbostrand Sogn, og der var både gudstjenester, konfirmandundervisning og andre arrangementer i kirken helt ind til salget i september.

”Når vi overtager en kendt kirke, giver det os nogle nye muligheder for at møde mennesker, som tidligere har benyttet den. Det er oplagt, at vi kan invitere både ældre og børnefamilier ind i huset,” siger Gitte Møller Thomsen.

Kort om kirken og jobbet

Vendsyssel Frimenighed blev stiftet i 2012 og består af 63 medlemmer, hvoraf de 13 er børn.

Stillingen som præst er en treårig projektstilling.

Du kan se mere om jobbet her Er du vores nye præst i Vendsyssel Frimenighed

 

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights