Vil du være præst i en engageret kirke med 40 voksne og 48 børn?
Kirken ved Tange Sø søger en præst på deltid. I udgangspunktet er der tale om en stilling på 30 procent, men menigheden er åben over for andre muligheder.
”Hvis der er en kandidat, som kan tilbyde mindre eller måske mere, så vil vi meget gerne tale med ham. Vi er indstillet på, at stillingen kan formes i samarbejde med ansøgeren,” siger Jan Torp Kristensen, der er formand for menighedsrådet.
Stillingen er blevet ledig, da kirkens nuværende præst Jón Poulsen har fået fuldtidsjob i Ølgod Valgmenighed.
Menigheden i Kirken ved Tange Sø lægger op til, at den nye præst primært skal bruge deltidsstillingen på forkyndelse og sjælesorg.
”I menighedsrådet har vi ressourcerne til at tage os af administration, planlægning og kontakten til de frivillige, så derfor har vi mest brug for én, som i samarbejde med hyrde/lærerådet kan tage ansvar for forkyndelsen. Vi har med vores nuværende præst Jón Poulsen været vant til en ligetil og hverdagsnær forkyndelse, og det værdsætter vi meget,” siger Jan Torp Kristensen.
Kirken ved Tange Sø er dannet af mennesker på tværs af ELM, IM og LM, og menigheden er i høj grad et Kirkefælleskab med stort K.
Kirken er på flere måder en ung menighed. Den blev dannet for seks år siden, og nu samler den mellem 65 og 80 deltagere til gudstjeneste. Heraf er en god del unge familier med børn.
”Der er ikke mange ældre medlemmer, men heldigvis har vi gæster fra alle generationer, som kigger forbi med jævne mellemrum,” siger Jan Torp Kristensen.
Kirken ved Tange Sø holder mellem 23 og 25 gudstjenester om året i Ans Missionshus. Fire af gudstjenesterne er børnegudstjenester.
”Ved hver gudstjeneste har vi børnenes fem minutter, men når der er børnegudstjeneste, bytter vi rundt, så der i stedet er de voksnes fem minutter og forkyndelse for børn i et kvarter. Vi har også talt om, at vi måske skal have et par ungdomsgudstjenester, hvor de unge er med til at planlægge dem,” fortæller Jan Torp Kristensen.
Kirken ved Tange Sø håber at få ansat en ny præst hurtigst muligt efter 1. august.
Du kan se mere om jobbet, ansættelsesforhold med mere på kirkenvedtangesoe.dk