Kirken skal være dér, hvor mennesker er

De gør det i København. De gør det i Aarhus. Og nu gør Niels det også i Herning. Tilbyder en samtale med præsten på cafe.

En cafe latte med et kors i skummet er et særsyn. Men sådan én serverede den venlige barista med et glimt i øjet for Niels Hankelbjerg Mortensen, da han havde været et par gange på Cafe Centrale i et hjørne af Herning Bibliotek.

Det er nemlig her i cafeen og biblioteket på gågaden i Herning, at præsten fra Herning Bykirke sidder hver onsdag eftermiddag med præsteflip i skjorten og et skilt med tilbud om en snak.

”Jeg synes, at kirken skal være i spil i samfundet. Der er noget galt, hvis ikke kirken tør komme ud af sine egne rammer,” siger Niels Hankelbjerg Mortensen om ideen.

Foreløbig har han været der ni gange. Hver gang med kaffe og avec i form af flere samtaler.

”Hver gang er der et par stykker, der står og snakker fem minutter. De skal lige høre, hvad det går ud på. Men til min overraskelse er folk ikke så kede af at sætte sig ned, og der er næsten hver gang et par længere samtaler, hvor der kommer tungere sager på bordet. Det kan være et tema fra deres eget liv eller – som én nævnte en af de første gange – hvorfor skal nogen mennesker møde så meget modgang,” fortæller Niels Hankelbjerg Mortensen.

Hvad er dit mål med at sidde der?

”Målet er i første omgang at give mennesker et rum til at være menneske. Som kirke, som kristen skal vi føre samtaler om livet, som det er. Vi må være relevante i folks dagligdag. Jesus havde god tid til mennesker. Og vi skal ligne ham på det punkt.

Mennesker må ikke blive projekter, så det først er godt, hvis jeg har fortalt hele evangeliet, eller de vil med i kirke. Mennesker er mennesker, og det er nok i sig selv. Vi må bruge tid sammen. Det er vigtigt,” siger Niels Hankelbjerg Mortensen.

Han tilføjer, at selvfølgelig skal man overveje, om det giver mening at bruge tid på denne måde, men siger også:

”Jesus ventede på mennesker, og det skal vi også gøre. Man kan ikke lave sådan en cost-benefit-analyse af den slags.”

Vil du holde gudstjeneste her?

Da Niels først henvendte sig i cafeen, studsede de lidt og spurgte: ’Øh, hvad er det lige, det går ud på? Vil du holde gudstjeneste?’

”I cafeen havde de ikke lige fået det spørgsmål før, men de forstod hurtigt, at det gav mening, at kirken skal give tid og rum til samtale,” siger Niels Hankelbjerg Mortensen.

Og baristaen – han må ikke sætte sig ned med gæsterne. Men derfor kan man jo godt gå fra at være skeptiker til at være stående samtalepartner med præsten inden næste servering.

 

2 kommentarer til “Kirken skal være dér, hvor mennesker er”

  1. Hvor er det opmuntrende læsning!!
    Tak!!
    Og hvis I i Herning (eller andre steder) får vision og kald til Kirke Care i byen, så er I velkomne til at tage kontakt.
    “Kirken skal være der, hvor mennesker er”🙏

    Svar
  2. Sejt og prisværdigt initiativ at turde at være kristen, kirke og menighed også udenfor vores fysiske og emnerelaterede komfortzoner!
    Og tage udgangspunkt og respekt og accept af ALLE mennesker, som den, de er og hvor, de er i deres liv!!!
    Mere af den slags!!!
    TAK!!!

    Svar

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights