En lille appetitvækker til programmet for Kirkeinspiration 2013 i Århus Bykirke d. 26. januar
Stormøder
kl. 9.00 INSPIRATION til valg af menighedsstruktur
Som lutherske kristne er vi ikke bundne af en bestemt menighedsstruktur. Men hvad er fordele og ulemper med de mest almindelige evangelisk-lutherske menighedsstrukturer i Danmark?
Oplæg og samtale v/ Per Damgaard Pedersen, sognepræst i Kristkirken, Kolding – Hans-Ole Bækgaard, valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke og formand for Indre Mission – Birger Reuss-Schmidt, frimenighedskonsulent i Luthersk Mission
kl. 16.30 Kirkelig enhed i en tid med opbrud
Et luthersk syn på kirken handler blandt andet om, at Jesu Kristi Kirke ikke først og fremmest er den synlige organisation eller bygning, men et levende fællesskab af troende, som samles til gudstjeneste og menighedens liv. I denne tid tænker mange, som ellers teologisk er enige, meget forskelligt om kirke. Nogle vil ud af folkekirken, andre ønsker en ny tilgang til folkekirken, og atter andre oplever fortsat et bevidst tilhørsforhold til folkekirken. Nogle vil bryde med alle traditioner og starte forfra, andre ønsker at bevare status quo i en eller anden grad, og atter andre ønsker at tydeliggøre en fornyelse. Hvordan kan vi i dette virvar være med til at sikre en god, tryg, livgivende og trosstyrkende enhed blandt troens folk? Hvordan kan vi i en tid med stort fokus på lokale forhold bevare blikket for en fælles missionssag på landsplan?
Oplæg v/ Jón Poulsen, frimenighedspræst i Søhøjlandets Kirke & Hans-Ole Bækgaard, valgmenighedspræst i Aarhus Bykirke
Mellem disse stormøder er der tid til at nå 5 forskellige seminarer/workshops og der er over 20 forskellige at vælge imellem. Se mere på Kirkeinspiration 2013