Kirke i tiden

Menighedscamp på Hjallerup Bibelcamping inviterer igen i år til en festlig uge fyldt med inspiration og udrustning til livet som kristen. I år er temaet ”Kirke i tiden”.

Hvis ikke I plejer at være sammen af sted på ferie, så overvej Menighedscamp. Det er en rigtig god mulighed for at styrke fællesskabet i sin egen menighed eller gruppe og samtidig have mulighed for at lære nye at kende. Der er et væld af gode tilbud til alle aldre og du kan sammensætte din uge helt som du vil.

Vi ønsker i år at sætte fokus på det, at være kirke i den tid vi lever i. Hvordan kan vi være en tydelig kirke og tackle det pres vi er omgivet af? Hvad er de største udfordringer for vores liv som kristne? Hvordan formår vi at være et samlet fællesskab, der kan rumme lille William og bedstemor Wilma? Gud er for alle generationer, men er vores kirke også det?

Spændende seminartilbud

Seminartilbuddene handler om at være kirke og kristen i dag. I løbet af ugen bliver vi  guidet, opmuntret og udfordret på vores gudstjeneste af sognepræst og formand for ELN Henrik Højlund, Esben Ottosen sætter fokus på, hvordan kirken kan være modkultur og hvordan, vi tackler det pres vi er omgivet af. Sognepræst Anders Jensen fra Ansgars Kirken i Ålborg har taget en 2-årig sjælesorgsuddannelse på Københavns universitet og vil tale med os om generationsmangfoldighed. Frimenighedspræst Jon Poulsen slutter ugen af med et emne, der hjælper os til at bruge Guds løfter aktivt i vores vurdering af os selv og vores identitet.  Derudover er der som noget nyt to kortere workshop og tilbud om individuelle samtaler om stress. Stress er et aktuelt emne og for mange en konsekvens af den tid vi lever i og vi vil give plads til læring og samtaler om dette.

Bedetelt og Café nærvær

Som altid er vores bedetelt højt prioriteret. Her kan man finde ro og teltet kan frit benyttes. Daniel Lind leder hver morgen og aften en liturgisk andagt under emnet ”Et stykke tid sammen”. Daniel Lind er hele ugen camppræst og står til rådighed for samtaler.

Der er selvfølgelig også et par eftermiddage, hvor vi inviterer til dyst på volleyballbanerne og Cafe Nærvær åbner hver aften kl. 21 og byder på stemningsfyldt cafehygge, når det er bedst.

Lederteamet ser frem til en rigtig god uge og håber at se mange af jer.  I er meget velkommen.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights