Biskop i Odense, Karsten Drejergaard, mener ikke at det bibelske syn på ægteskabet er forpligtende for en kristen kirke. Den enkelte kan fortolke sit samliv frit. ”Skriften alene” gælder altså ikke, når det gælder kirkens forkyndelse om ægteskabet.
Af Børge Haahr Andersen, rektor og medlem af ELN
Bragt i Kristeligt Dagblad 22.10.11
Kresten Drejergaard har givet en bemærkelsesværdig fortolkning af hans og de øvrige biskopper fællesudtalelse i 1997. Dengang hed det: Biskopperne fastholder ægteskabet som Guds gode ordning for livsfællesskabet mellem mand og kvinde som ramme om familiens liv og børnenes opvækst. Vi fastholder synet på ægteskabet, som det kommer til udtryk i de bibelske skrifter og i vor kirkelige tradition. Han skriver i KD d. 20.oktober 2011: Men den fortolkning forpligter ikke andre end mig selv og min kone. Der er andre, der vil fortolke deres samliv på en anden måde.
Med andre ord. Biskoppen erkender, at Bibelen indeholder et syn på ægteskabet, og både han og konen har valgt at forpligte sig under det. Men det bibelske syn er ikke på nogen måde forpligtende for en kristen kirke, og den enkelte er fri til at fortolke sit samliv på en anden måde. Senere siger han: Jeg er helt indforstået med det lutherske ”Skriften alene” som norm for folkekirkens forkyndelse. Alligevel har han få linjer tidligere lodret gjort op med princippet Skriften alene, når det gælder kirkens forkyndelse om ægteskabet.
Samtidig fortegner han min position til ukendelighed ved at påstå, at jeg vil gøre ”Skriften alene” på fundamentalistisk vis til norm for Folketingets lovgivning. Det er jo noget helt andet, sagen drejer sig om. Folkekirken er ifølge Grundloven en evangelisk luthersk kirke, og som sådan understøttes den af staten. Det betyder, at Folketinget, når den involverer sig i lovgivning med konsekvenser for den evangelisk-lutherske kirke, ikke blot skal orientere sig ud fra modernitet og folkestemning, men lovgive ud fra, hvad der gavner kirken som evangelisk-luthersk kirke. Hvorvidt et religiøst pluralistisk folketing med en minister, der løber rundt med en udmeldelse i lommen, er klædt på til denne opgave, er jo et godt spørgsmål. Ikke desto mindre er det ifølge Grundloven Folketingets opgave i den aktuelle sag.