Jesus foran alt andet

Formand for ELN, sognepræst Henrik Højlund, gav i en nytårskronik opskriften på et godt nyt år. Lyt til Jesus og pas på når demokrati udvikler sig til demokratur.

Vi bringer her Nytårskronikken fra Kristeligt Dagblad d. 29. december i uddrag.

Nytårsdag har årets korteste prædikentekst. En enkelt sætning fra Lukasevangeliet.

Der er noget suverænt over at sætte en så kort tekst over nytåret. Det nytår som ellers fejres med et overflødighedshorn af mad og drikke og bordbomber og nytårsraketter og hele nationen samlet i et næsten helligt øjeblik, når dronningen træder ind i vores allesammens stuer.

Jesus foran alt andet

Og så kommer vi i kirke nytårsdag og får serveret en enkelt linje, som blot konstaterer, at Jesus blev omskåret på den 8. dag og fik navnet Jesus. Ikke så meget som en smule konfetti-tilbehør eller bare en enkel lille raket. Som om kirken vil sige: Det er nok. Det er alt, hvad der behøves til det nye år. Alt det andet er kun udenomsværker. Her er sagen i en nøddeskal: Jesus.

Og det er præcis, hvad kirken vil sige: Jesus først og sidst. Jesus foran alt andet.

Så stor er Jesus. Så altomfattende er han. Glipper alt andet i 2017, så er der Jesus. Skulle vi løbe ind i vort livs nederlag i år, så er Jesus der stadig. Og det samme gælder i et nationalt og globalt perspektiv. Skulle vi blive væltet af altomfattende økonomisk krise, skulle Europas grænser for alvor bryde sammen, så flygtninge kommer i hidtil uset mængde, skulle terror pludselig blive hverdag her til lands, skulle klimaet for alvor begynde at opføre sig helt uforudsigeligt og katastrofalt, så er Jesus der stadig. Og hans kraft og magt er uendelig, hans godhed uden grænser, hans løfter om at enhver som tror på ham skal leve, selvom han dør, står fuldstændig ved magt.

Jesus – det er mere end nok på årets første dag.

Mere end nok

Men dette mere end nok, kan gå hen at blive for meget for det danske samfund.

Samfundet synes mere optaget af, at vi alle indser, at der er én ting der til enhver tid må gå foran religiøse sandheder og værdier – og det er det moderne demokratis værdier.

I slutningen af 2016 vedtog man de såkaldte imamlove, som tydeligvis har til hensigt at forhindre muslimsk ekstremisme i Danmark. Det er svært at være imod. Men i lighedens navn har man syntes, at man måtte formulere lovene i generelle vendinger, så det i princippet drejer sig om alle religioner. Og dermed har man formuleret sig sådan i disse love, at man får det indtryk, at religiøse mennesker og institutioner udgør en særlig problem-gruppe. De har nemlig det ”problem”, at de tror på, at der værdier, sandheder, der til enhver tid og i enhver situation vil stå over samfundets værdier.

Man har altså en gruppe af mennesker, som kunne tænkes at sætte spørgsmålstegn ved nogle af samfundets sandheder, endda modsige dem på det kraftigste. Og det er selvsagt et problem, hvis det drejer sig om sandheder og værdier i samfundet, som er ubetvivleligt gode og sande. F.eks. at man ikke må begå æresdrab eller voldtage eller udøve pædofili eller praktisere flerkoneri eller begå terror.

Men hvad hvis samfundet gør værdier gældende, som en del af samfundets borgere anser for værdiløse? F.eks. retten til at aflive et foster i mors mave eller retten til anonyme sæddonorer retten til medlidenhedsdrab på uhelbredeligt syge eller handicappede. Hvad hvis man er lodret uenig i, at det er gode værdier og insisterer på retten til at sige det højt og modarbejde det? Selvfølgelig på demokratiske præmisser, uden brug af vold, men man insisterer på retten til f.eks. at undervise børn og unge på en friskole eller en efterskole om værdier, som modsiger højt tiljublede samfundsværdier

Eller hvad når det danske samfund en dag vil forbyde omskærelse af drengebørn. Det er jo fysisk overgreb på små uskyldige, vil man sige. Jesus skulle aldrig have været omskåret, sådan en lille otte dage gammel purk.

Grænser for friheden

Religionsfrihed – jo, naturligvis. Men der er grænser for friheden. Nemlig når religionens værdier støder mod de højeste værdier, man kan forestille sig i et principielt religionsfrit samfund. Intet over, intet ved siden af demokratisk vedtagne værdier.

Men lige netop dét ender galt. Det ender med mindre og mindre frihed. Et samfund, som tror, at dets egne demokratisk vedtagne værdier, ja at demokratiet i sig selv, er de højeste værdier og sandheder, ender med at udøve en form for skjult diktatur. Man er simpelthen nødt til at håndhæve demokratiets værdier med hårdere og hårdere midler, fordi alle skal forstå, at det er de højeste værdier. Demokrati bliver til demokratur.

I stedet for det langt sundere og sandere, at man indser, at demokratiet er den mindst dårlige styreform til at holde sammen på store modsætninger mellem mennesker og især give plads til mindretallets rettigheder.

Kronikken kan læses i sin helhed her.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Sognekirkekonference 24. maj i Kolding. Fokus på håb. For alle med hjerte for folkekirkens muligheder!

Verified by MonsterInsights