I en kronik i Jyllandsposten giver tidl. sognepræst Johannes Christensen en ny definition af begrebet “Kirkens højrefløj”.
Missionsfolk (og ELN) benævnes traditionelt kirkens højrefløj, selvom vi ofte venligt pointerer, at vi der holder fast ved kirkens tro og bekendelse, burde kaldes for midten af kirken. Men klassiske luthersk kristendom placeres altså i den offentlige debat ofte i en bås som hedder “Kirkens højrefløj”.
Derfor kan man godt blive lidt retningsforvirret, når man læser Johannes Christensen´s kronik i Jyllandsposten fra d. 15. februar og hans udlægning af forholdet mellem venstrefløj og højrefløj i kirkehistorien. For i hans optik er venstrefløjen dem der har været i opposition til magthaverne i statskirken og senere Folkekirken, dvs. Grundtvig, Vilhelm Beck, vækkelsesfolk der ville give plads til en personlig tro og Kierkegaard. Venstrefløjen udgøres i dag af Thidehverv og missionsfolk, der holder fast ved at trosbekendelsen skal tages alvorlig, mens højrefløjen er dem der sidder på magten i Folkekirken, dvs. primært de grundtvigske, som ikke længere har nogen forbindelse til Grundtvig.
Men det interessante er naturligvis ikke, hvad man kalder den ene eller den anden fløj. Derimod er det afgørende i den kirkelige debat om den føres med magtsprog og baseret på flertallet tyrrani eller om der er sans for, at Folkekirken er en evangelisk luthersk kirke, der må være tro overfor sit eget grundlag.
Om menighedsrådet i Mejdal skriver Johannes Christensen: “Menighedsrådets efterlysning er fuldt forståelig. En præst, der ikke tror på Gud, er lige så latterlig som en ateist, der bekender troen.”
Læs hele kronikken her (kræver et logind til Jyllandspostens hjemmeside, men det kan fåes gratis i 30 dage).
