ELN blev stillet det interessante spørgsmål, hvad vi vil gøre, hvis vi fik flertallet og én af vores slags blev biskop. Selv om en sådan mulighed ikke ligger lige om hjørnet, er det dog en overvejelse værd…
Børge Haahr Andersen, Rektor på DBI og medlem af ELN
Kaj Mogensen stiller i KD d. 9.12.08 mig og Evangelisk Luthersk Netværk (ELN) det interessante spørgsmål, hvad vi vil gøre, hvis vi fik flertallet og én af vores slags blev biskop. Selv om en sådan mulighed ikke ligger lige om hjørnet, er det ikke urealistisk, at det vil ske i løbet af en generation eller to. På globalt plan er det traditionel kristendom, der vinder frem, mens den kristendom, der har travlt med at tilpasse sig moderniteten, sjældent overlever ret mange generationer.
Hvis jeg blev biskop (formen af udsagnsordet er irrealis), vil jeg fortsætte med at formidle apostolsk kristendom til høj og lav, sådan som jeg har gjort i min præstetid. Jeg vil også fortsætte med at modsige alt det, der strider mod folkekirkens trosbekendelse, sådan som jeg har aflagt løfte om det ved min ordination. Jeg har to store forbilleder: Den ene er den første reformatoriske biskop på Sjælland, Peder Paladius. Han sled sig selv op i en livslang reformation af kirkelivet på Sjælland og var medvirkende til, at reformationen blev folke- og præsteeje og ikke blot en politisk beslutning.
Mit andet forbillede er den afdøde svenske biskop, Bo Gietz, som på en helt unik måde formidlede en klassisk reformatorisk kristendom til sit stift og som er én af det 20. århundredes store mænd i skandinavisk kirkeliv. Giertz og Paladius brændte for troens kærneområder og var tydelige og pædagogiske i deres formidling. De havde samtidig et frisind over for dem, der var undervejs og havde fundamentale spørgsmål, selv om de ikke levede med de formelle frihedsordninger, der er indbygget i vores nuværende folkekirkelige model. På den måde blev de katalysatorer for en reformation af kirken tilbage til dens rødder i deres generation.
Evangelisk Luthersk Netværk har som overordnet vision at reformere kirken tilbage til dens grundlag. Derfor siger Odenseerklæringen om Kirkens Tro ikke noget nyt i forhold til, hvad hovedstrømmen i kirkens historie altid har sagt. Men vi tydeliggør en række temaer, som der er uklarhed om i den nuværende kirkelige situation. Men frisind betyder ikke, at der ikke længere skal være en ramme om kirkens tro. Hvis en præst ikke længere er i tvivl, men er afklaret imod vitale dele af kirkens grundlag og udbreder dette i tale og skrift, kan en kristen kirke ikke være inklusiv og frisindet. Naturligvis ikke. Dette rammer den berømte Grosbøll. Så længe han luftede tvivl og provokationer, skal man inkludere ham med kærlig omsorg og vejledning. Men i det øjeblik, han gjorde sig verdensberømt ved at erklære sin lodrette uenighed i trosbekendelsens ordlyd, er han ikke længere værdig til at besidde et præsteembede. Det samme gælder Kaj Mogensen, der offentligt gentagne gange har indrømmet, at han lodret er uenig med vitale udsagn i den athanasianske og den augsburgske bekendelse, og som ser et kristeligt ærinde i at modsige den fælleskirkelige hovedstrøm i forståelsen af kristendommens evighedsdimension. Det vil ikke være frisind, men at svigte præsteløftet, hvis vi forholder os inklusivt til et sådant opgør med klassisk kristen tro.
I ELN er vi enige om, at hovedopgaven er at reformere vores generation af kirken tilbage til dens grundlag ved at være tålmodige og forstående over for den tvivlende og spørgende, men tydelige over for den, der gør sig til advokat for fornægtelse af klassisk kristendom. Når vi kommer til, hvordan det skal omsættes i praksis, er vi uenige. Nogle tror på det biskoppelige tilsyns muligheder for at trænge igennem, evt. ved hjælp af præsteretten m.v. Andre vil tilbage til et gammelt grundtvigsk forslag om at gøre aflæggelsen af præsteløftet frivilligt og dermed tydeliggøre, at den folkekirkelige ordning er en rammeordning for danskernes forskellige religiøse overbevisninger.
Det hører nemlig også med til vores fælles overbevisning i ELN, at hvis vi er enige om centrum, evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, så kan vi vurdere kirkeordningsspørgsmål forskelligt.
