Høringssvar fra ELN

Det er vigtigt at sikre repræsentationen af teologiske mindretal i et eventuelt fremtidigt kirkeråd

ELNs landsledelse har afgivet høringssvar i forbindelse med udvalget for en mere sammenhængende og moderne styringsform af Folkekirken

I den kommende tid vil de mange høringssvar som er afgivet blive bearbejdet af udvalget og det kan føre til ret store ændringer i den fremtidige struktur i Folkekirken. ELNs Landsledelse har i sit høringssvar lagt vægt på tre forhold. Nemlig at Folkekirken som et trossamfund principielt bør have ansvaret for at regulere indre anliggende, at der bør udvises en form for demokrati, der har sans for mindretallets synspunkter og at sammensætningen af et eventuelt kirkeråd bør sikres plads til teologiske mindretal. Her følger 3 uddrag af høringssvaret, der kan læses i hele sin længde her: Høringssvar- folkekirkens styringsstruktur

Ansvar for indre anliggende

ELN mener, at den danske folkekirke som et trossamfund med et bekendelsesgrundlag selv skal have ansvaret for at regulere sine indre anliggender.

ELN finder det derfor principielt rigtigt, at ansvaret for regulering af folkekirkens indre anliggender placeres hos et folkekirkeligt organ. Derfor kan ELN tilslutte sig, at der etableres et kirkeråd til at varetage den opgave, så den nuværende ordning med ministerens enekompetence til at beslutte, hvad der skal forelægges til kgl. resolution eller kgl. anordning, afskaffes. Men ELN ønsker en reel afskaffelse af ministerens enekompetence, så ministeren bliver forpligtet til at følge rådets indstillinger med hensyn til, hvad der skal forelægges til kgl. resolution eller kgl. anordning.

Sans for demokrati

Udfordringen i kirkerådet er at skabe tradition for, at man kan være teologisk uenige og samtidig udvise en sådan åndsfrihed over for dem, man er teologisk uenige med, at alle er villige til i forlængelse af de folkekirkelige frihedsordninger som sognebåndsløsning, valgmenighedsordning m.m., som Grundtvig var katalysator for, at arbejde for yderligere frihedsordninger, så teologiske mindretal kan fortsætte deres tjeneste i folkekirken og ikke af teologiske grunde føle sig presset til at forlade folkekirken og etablere frimenigheder. Hvis kirkerådet ved demokratiske drøftelser kommer frem til behov for flere frihedsordninger i folkekirken, bør kirkerådet forelægge sådanne forslag til frihedsordninger for folketinget med henblik på den nødvendige lovgivning.

Teologiske mindretal

ELN finder det væsentligt, at der i kirkerådet sikres plads til teologiske mindretal. Debatoplæggets forslag til sammensætning af kirkerådet med valg i de enkelte stifter svarer reelt til det engelske valgsystem med valg i enkeltmandskredse uden valg af tillægsmandater. Ved det valgsystem holdes mindre partier effektivt ude af det engelske parlament.

ELN foreslår derfor, at der etableres en stor valgforsamling, der består af følgende: 1. Alle biskopper. 2. Alle provster. 3. Alle præster ansat i folkekirken, også overenskomstansatte præster med en deltidsansættelse 4. Alle præster ansat i en valgmenighed. 5. Alle menighedsrådsmedlemmer. 6. Alle menighedsrådsmedlemmer i en valgmenighed. Eftersom en valgmenighed kan have ret få medlemmer, men et stort menighedsråd, bør der fastsættes regler for, hvor mange der er stemmeberettigede i en valgmenigheds menighedsråd.

 

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights