Det lyder enkelt. Langt mere enkelt, end det for nogle af os er. På den anden side: Kan vi med Bibelen i hånden blive ved med at være her?
Af Ingolf Henoch Pedersen, landssekretær i ELN
Bragt i Kristeligt Dagblad 2.12.11
”Vi er grundigt trætte af alt jeres brok! Hvis I på højrefløjen ikke kan leve med, at kirken må tilpasse sig og følge tidens ligestillingsideologi og andre trends i moderniteten, så kan I jo bare gå hen og melde jer ud af Folkekirken! I stedet for at blive med at true med at gå, så gør det dog!”
Vi er ikke døve for opfordringen: Meld jer bare ud! Det lyder utroligt enkelt. Men vi er nogle, der har det meget anderledes med at melde os ud af Folkekirken, end Naser Khader tilsyneladende har det med at skifte politisk parti. Hvis vi alligevel ender med at gøre det, så vil vi gøre det med blødende hjerter. Det handler for nogle af os om fællesskabet med mennesker, som vi har været menighed og bygget kirke sammen med over lang tid. Det handler om lokale sognefællesskaber, som vil blive brudt op. Det handler for nogle om at betale den pris at selv træde ud af Folkekirken, mens resten af ens familie forbliver der. Det handler for nogle præster om at måtte forlade den hjord, de har været indsat som hyrder for, vel vidende, at det måske kun bliver et en meget lille del af hjorden, som vil følge med dem til nye græsgange. Og endelig: findes der noget godt alternativ for mig og min familie i eksisterende frikirker eller frimenigheder? Det er ikke sikkert, at der er basis for at skabe en ny sådan menighed lige om hjørnet, der hvor man bor.
Men så på den anden side: Kan vi blive ved med at være med i Folkekirken? I Evangelisk Luthersk Netværks grundlagsdokument, Odenseerklæringen, hedder det bl.a.: ”Bibelens grundlæggende og konkrete etik skal ikke skæres til efter skiftende tiders moralopfattelser. At samfundet til stadighed vedtager nye love med konsekvenser for etiske og trosmæssige forhold, fordrer ikke, at kirken følger efter. Når samfundet således indretter sig med andre samlivsformer end livslangt ægteskab mellem mand og kvinde, følger kirken ikke efter. At tage Guds navn til indtægt for handlinger, der strider mod Bibelens konkretisering af, hvad kærlighed er, er et angreb på kirkens identitet som kristen kirke.”
For mit indre blik tegner der sig nu konturerne af en ny evangelisk-luthersk kirke i Danmark. Ikke ny i den forstand, at den kun findes uden for Folkekirken eller eksisterer som en organiseret enhed med nye kirker og nye bispegårde, men en kirke, som går på tværs af og rummer forskellige typer af menigheder og enkeltpersoner spredt ud over hele landet. Den består af mennesker, der har rejst sig og sagt: ”Vi vil som kirke ikke følge Manu Sareens og andres ubibelske påfund, og vi agter ikke at følge biskopperne i noget, som strider mod Guds ord” (jf. Augustana art. 28 om Den kirkelige myndighed: ”Men når de lærer eller fastsætter noget imod evangeliet, da har menighederne en befaling fra Gud, som forbyder lydighed.”)