Menighed i Herning vil investere i kirkens teenagere og unge.
Den 1. oktober tiltræder Jesper Risbjerg Kristensen jobbet som ungdomspræst på deltid i Herning Bykirke.
Med Jespers ansættelse vil Herning Bykirke styrke arbejdet med kirkens teenagere og unge, og det er tanken, at han skal være med til at skabe rammerne om fællesskaber for dem.
”Vi har nogle unge og teenagere i kirken, men vi oplever, at det som teenager eller ung kan være svært at være med i menigheden, når de er så forholdsvist få og børnefamilierne så mange. Vi har som kirke et ansvar for at tage hånd om den unge generation. Så vi er meget glade for, at vi har fået ansat Jesper. Det er også en stor glæde, at menigheden bakker det op – også økonomisk,” siger Søren Mejer Overby, præst i Herning Bykirke.
Søren Mejer Overby peger også på, at det er vigtigt for kirken, at de unge er en del af menigheden. Ikke blot for deres egen skyld, men også for resten af menigheden.
”Menigheden har brug for unge, så dem, der lige er lidt yngre, har nogle at spejle sig i og se op til. Man kan også hurtigt blive en sat menighed, hvis ikke de unge er med. Det er godt at være mange generationer,” siger Søren Mejer Overby.
Jesper Risbjerg Kristensen er bachelor i teologi fra Menighedsfakultetet i Aarhus og vil sideløbende med præstejobbet læse til teologisk kandidat på Aarhus Universitet.
Foruden Søren og Jesper, er Christian Poulsen også tilknyttet Herning Bykirke som ulønnet hjælpepræst.
Jesper Risbjerg Kristensen bliver indsat ved en gudstjeneste i Herning Bykirke søndag den 11. november.
Fokus i Herning: Ét menneskes sag, en bøn hver dag