Kan en ny forståelse af håndslaget til ordination være løsningen for de præster, som stilles i en vanskelig situation, efter ordningen med kvindelige præster blev indført?
Af Flemming Baatz Kristensen, præst i Aarhus
Jeg vil hermed gerne fremsætte følgende forslag til en løsning af håndslagsspørgsmålet ved ordinationerne:
At alle biskopper bruger menighedsrådsmedlemmer ved ordinationerne og at den klassiske forståelse af håndslaget opgives til fordel for en tolkning, som betyder at håndslaget alene gives som en bekræftelse på ordinationsløftet til biskoppen og ikke længere ses som udtryk for præstefællesskab mellem dem, man giver håndslag til, eftersom håndslaget også gives til menighedsrådsmedlemmer.
Jeg finder, at denne løsning vil være en enkel og værdig løsning på et problem, som har eksisteret i ganske mange år, men som først nu for alvor er kommet til offentlighedens kundskab.
Hermed vil et problem finde en løsning i en folkekirke, som da den indførte ordningen med kvindelige præster, gjorde det med det selvfølgelige syn, at kirkens klassiske syn på præsteembedet fortsat skulle have fuld hjemstedsret i folkekirken. Derfor bør der også arbejdes på værdige leveforhold for begge syn.
Det klassiske syn på håndslaget har altid gået ud på, at det dels har været en bekræftelse på ordinationsløftet og dels et udtryk for præstefællesskab med dem, man giver håndslaget til. Det ses også af, at håndslaget tidligere er blevet givet alene til præster. Det ses videre af, at i ordinationsprogrammet i Viborg (i hvert fald i biskop Geils tid) var anført nogle ord om, at håndslaget var udtryk for præstefællesskab.
Det siger sig selv, at har en ordinand det syn, at kirkens præsteembede alene er for mænd, kan han ikke i en gudstjenestelig handling udtrykke præstefællesskab med en kvindelig præst. Det er en ganske naturlig følge at hans i Bibelen og kristen tradition grundede syn og trosopfattelse og må ikke forstås som hysterisk sarthed, uvenlighed eller uhøflighed. De samme ordinander omgås på anden og glimrende vis kvindelige præster.
Ikke så få ordinander har i årenes løb derfor bedt om at blive fri for at give håndslag til kvindelige præster. Nogle gange har de fået lov til, andre gange ikke. Andre kandidater har givet håndslaget men med dårlig samvittighed. Hertil kommer, at sådanne situationer ofte har skabt uro og ængstelse, vrede og irritation.
Som jeg ser det, vil den klassiske forståelse kunne vige for en ny tolkning, som vil kunne skabe ro. Det kræver, at vi bliver enige om at tilslutte os denne tolkning, at det siges offentligt og at rester fra det klassiske syn tages ud af eventuelle ordinationsprogrammer i domkirkerne.
