HAN LEVER er en landsdækkende kampagne, hvor en række organisationer står sammen om at sprede de bedste nyheder til den danske befolkning.
Påske og jul er de to store kristne højtider, og i 2025 vil disse være i centrum for kampagnen HAN LEVER, der ønsker at gøre det kristne budskab relevant og livsforvandlende med evigheds betydning.
Målet med kampagnen er, at flere i Danmark hører om, hvad det betyder, at Jesus lever. At påskens og julens budskab bliver aktualiseret og konkretiseret, så det vækker tro, liv og efterfølgelse af ham, som lever.
Materialer til menigheden og personlig brug
På hjemmesiden for kampagnen kan man finde inspiration til at holde relevante og inspirerende påske- og julegudstjenester, som taler til både børn, unge og ældre.
Noget materiale bruges bedst i det levende fællesskab i kirken, missionshuset eller netværksgruppen, og noget er lige så brugbart online – såsom videoer og podcasts. Andet materiale som flyers og postkort kan deles ud fysik til naboer, kolleger etc.
Fælles projekt
Idéen til kampagnen er født i SMK, samtaleforum for mission og kirke, hvor Indre Mission, Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Mission, Evangelisk Luthersk Netværk, Kristeligt forbund for studerende, Dansk Bibel Institut og Menighedsfakultetet arbejder sammen om at skabe rammer for at det kristne budskab bliver delt og formidlet i Danmark.
Derfor har en arbejdsgruppe på tværs af disse kirkelige fællesskaber bedt forskellige mennesker bidrage til med deres evner og muligheder at fortælle og formidle, at Han lever.
Håbet for arbejdsgruppen er, at kampagnen vil gøre det muligt for kirker og alle kristne fællesskaber at få frimodighed til og mulighed for at fortælle om det helt centrale og afgørende i den kristne tro.
Følg med i kampagen og find materieler til din menighed på www.hanlever.dk