ELNs pastorale vejleder, Børge Haahr Andersen deler sine tanker om adventstidens forberedelse til julefesten
Nogle mennesker har en enestående evne til at indgyde håb i mennesker, der er i en fortvivlet situation. En af de mest berømte taler om håb blev holdt af den berømte præst og borgerretsforkæmper Martin Luther King for 50 år siden. I den sagde han: Jeg har en drøm. En drøm om, at sønnerne af de tidligere slaver engang vil kunne sidde sammen med sønner fra de tidligere slaveejere og spise sammen i broderskab og venskab. Jeg har en drøm om, at sorte drenge og piger engang vil kunne gå hånd i hånd med hvide drenge og piger. Jeg har en drøm om, at ørkenen af uret og undertrykkelse vil blive forvandlet til en oase af frihed og retfærdighed.
Få år efter blev han dræbt ved en morders hånd. Men hans fire børn fik lov at leve i større frihed end deres far. Dele af hans drøm er gået i opfyldelse.
Martin Luther King var inspireret af Bibelens håbsbudskab, også når han talte om et politisk og jordisk håb for undertrykte sorte amerikanere. Det kristne håbsbudskab er unikt og sprænger alle de grænser, som et jordisk håbsbudskab har:
Engang skal ørkenen blomstre. Engang skal kræften knækkes og døden sendes på pension. Engang skal sværdet smedes om til plovjern og der skal blive fred i verden og fred i de små hjem og i de nære relationer. Engang skal byrden ved at være skyldig og ikke kunne gøre en gjort gerning ugjort fjernes fra menneskes skuldre. Engang skal ord som sult, krig, ensomhed, fjendskab og had ikke længere være en del af menneskers ordforråd.
Dette håbsbudskab er knyttet til begyndelsen af et nyt kirkeår og til de fire adventssøndage, som forbereder julen. Der er stærke bibelske tekster knyttet til disse søndage og udødelige salmer, der på en unik måde sætter ord på, at i en kold og mørk tid er der tændt et lys og spredt et håb, som varsler en anden og bedre verden.
Et håbsbudskab kan være en form for flugt fra virkeligheden. Hvis en uhelbredelig syg håber på snarlig helbredelse, kan det være et forsøg på at drømme sig væk fra virkeligheden. Et håbsbudskab må have en forankring i noget holdbart. Det handler adventstidens tekster også om. Det kristne håbsbudskab overgår i sit indhold alle menneskelige håb og drømme og er samtidig forankret i virkeligheden og i noget bæredygtigt, sådan at et tvivlende og fortvivlet menneske har noget at holde sig til.
Advent – et budskab til eftertanke
Julen er hjerternes fest, siger vi i én af de mange floskler, der knytter sig til december måned. Men det er jo sandt. Den danske jul, når den er bedst, er en folkefest og en familiefest, hvor vi holder en pause i vores travle hverdag, spiser et godt måltid sammen, giver hinanden gaver og er sammen med de mennesker, der betyder alder mest for os. I en kultur, hvor relationerne har det skidt, er julen med dens familiære samling og de nære værdier, knyttet hertil, ikke at foragte.
Den danske jul med dens gode traditioner er truet af forbrugsjulen, hvor det hele går op i indpakning og overflade. Den er mest for de rige og vellykkede og dem med velfungerende familier, men en kompliceret fest for de mange, der har ondt i familien eller pengepungen eller slet ikke har en familie.
Derfor har vi brug for adventstiden, for adventstidens søndage, bibelske læsninger og salmer har en eftertænksom og stille grundtone. Den liturgiske farve i kirken i adventstiden er lilla, eftertankens og bodens farve. På gader og stræder synger man: Sikken voldsom trængsel og alarm, men i kirken adventssalmerne synger vi om at forberede sig til Kristi komme gennem stilhed og eftertanke.
Advent minder mig om, at Kristus kom til jorden som vores konge og hersker, men han vores konge tjente os ved at lide og dø og derved fjerne vores skyld. Og han kommer til os gennem sit ord og sætter os stævne midt i den travle julemåned, fordi han prioriterer fællesskab med sin skabning. Og han kommer i herlighed for at nyskabe himmel og jord, så ørkenen kan blomstre og freden kan komme til den jord, han har skabt og de mennesker, der har glædet sig til hans tilsynekomst.
