Glæde over IM´s åbning

Hjallerup bibelcamping og menighedscamp er et glædeligt udtryk for, at IM ønsker et godt samarbejde med fri- og valgmenigheder

I Indre Missions Tidende d. 17. august bringes der en fyldig reportage fra Hjallerup bibelcamping, hvor årets menighedscamp udgjorde en tredjedel af alle campister. Flere af dem, som interviewes i artiklerne glæder sig over at Hjallerup bibelcamping med omplantningen fra Sæby nu er blevet et mødested for fri- og valgmenigheder og dem som er engageret i sognemenigheder.

Anders Møberg, der er tidligere landsleder i Indre Missions Unge, vurderer, at omplantningen fra Sæby til Hjallerup er gået fantastisk godt. “Der var traditioner og især en natur i Sæby, som ikke kunne flyttes med, men der er også muligheder her, som ikke var i Sæby,” siger han. “Det fungerer rigtig fint med de mange mindre enheder på den store plads. Især er jeg vild med, at IM-samfund og valg- og frimenigheder ligger mellem hinanden. Det er så godt, at de mødes og lærer hinanden at kende.”

Glæde over åbning

Sognepræst i Vinding og Vind ved Holstebro, Morten Mouritzen er medlem af IM´s hovedbestyrelse og han glæder sig over det fællesskab mellem forskellige menighedstyper, som man oplever på Hjallerup. Han bliver bl.a. spurgt: ”Men er en sognepræst ikke nervøs for at folk fra Indre Mission tager hjem efter mødet med fri- og valgmenighedsfolkene og siger: ”Vi må også have os sådan en menighed” ?”

”Nej, jeg er så glad for den åbning i IM, som Hjallerup er et udtryk for”, svarer Morten Mouritzen prompte. ”Den skulle vi have praktiseret for længe siden. Det vil være fint, om den slår igennem flere steder – f.eks. på Mørkholt. Det vil være ærgerligt, om det kun bliver et Hjallerup-fænomen, at IM og fri- og valgmenighederne arbejder sammen. Det skulle helst ikke hedde sig, at Hjallerup er bedre end de andre bibelcampinger, fordi der her er åbenhed for fri- og valgmenigheder. Hjallerup er en rigtig fin start, men Indre Mission og valg- og frimenigheder skal udvikle mange flere måder at arbejde sammen på. Det mener han, selv om nogen er bekymrede for udviklingen og han er også selv usikker på, hvor det ender.

”Vi styrer ikke udviklingen i folkekirken, men vi må reagere på, hvad der sker. I takt med, at det, vi står for, får mindre plads i folkekirken, må vi finde andre veje. I takt med, at dele af folkekirken bevæger sig væk fra sandheden, er det naturligt, at der opstår modreaktioner.

Det er alt om at gøre, at vi i IM får så nært et forhold til valg- og frimenighederne som muligt. Jeg ser også meget gerne, at flere af dem kommer til at bruge missionshusene til gudstjenester.”

Krop og sjæl

Der var meget opbyggeligt at få i de mange tilbud på Hjallerup bibelcamping. Både i bibeltimer, møder, seminarer og koncerter. Men fællesskabet på Menighedscamp. kom også til udtryk på en meget konkret måde i årets Volley-turnering. IM-fællesskaber, frimenigheder og valgmenigheder dystede i en medrivende turnering, hvor det naturligvis gjaldt om bare at være med, men der blev også lagt energi og kræfter i at få flest point. Efter det indledende puljespil var Nørresundby IM, Århus Bykirke og Søhøjlandets kirke i finaleslutspil og det blev Søhøjlandets Kirke, der kunne tage den nye vandrepokal med hjem. De glade vindere kan ses på billedet ovenfor.

Skriv en kommentar


The reCAPTCHA verification period has expired. Please reload the page.

Verified by MonsterInsights